En god introduktion til de uindviede, der ikke har set en nordic-noir

Baseret på norske Jo Nesbøs krimi af samme navn, følger Snemanden vicekommisæren Harry Hole (Michael Fassbender). Hole bliver sat til at opklare en række brutale mord, der tilsyneladende bliver begået af en massemorder, der kidnapper kvinder på snefulde dage, og efterlader en snemand foran deres hjem. Morderen viser sig meget hurtigt at være fascineret af Harry, så jagten begynder hurtigt at eskalere, og blive mere og mere personlig.

Nordic-noir til amerikanere
I udgangspunktet har vi såmænd et temmelig habilt mordmysterie. Vi har også alle “Nordic-noir” markørerne, som det kolde vejr, menneskernes skjulte dæmoner, og et paradoksalt velfærdssamfund, hvor alle er isoleret fra hinanden.

Miljøet er det, der tiltrækker fans af denne krimigenre, og det er lige netop det de får her. For på rigtig mange måder føles det som en skandinavisk produktion – bare med store Hollywoodstjerner i de bærende roller. Der er ikke nogen ekstravagante biljagter eller eksperimenterende farveskabeloner. Manuskriptet ligner til forveksling den seneste historie i Afdeling Q-serien med Nikolaj Lie Kaas. Personligt har jeg ikke noget imod dette, men det er en smule skuffende, at vi overhovedet ikke bevæger os ud af boksen.

Taler ned til publikum
De store åbenlyse problemer har dog alle at gøre med måden historien bliver fortalt på. Af uransagelige årsager, så tror filmskaberne åbenbart, at dem, der går ind og ser filmen, er komplette idioter – og det er til trods for, at mordet er hovedrystende let at opklare. Allerede efter den første scene, kan 90% af alle mennesker regner ud, hvem morderen er, hvilket må siges at være en smule skuffende, når det er det, som resten af filmen bliver brugt på at opklare.

Musikken er også bemærkelsesværdig hysterisk. Vi får hele tiden fortalt, hvordan vi skal føle. Det bedste eksempel på dette er, at hver eneste gang kameraet panorerer henover en snemand, så går strygersektionen fuldstændig amok som for at fortælle publikum, at nu skal de være bange. En smule mere tilbageholdenhed ville i den grad have været værdsat.

Hvad angår mennesker i filmen, så er Michael Fassbenders Harry Hole, den eneste person i filmen, som får lov til at være lidt mere end en skabelon, men så alligevel heller ikke meget mere. Han er den arketypefordrukne politibetjent, der er ude af stand til at danne sociale relationer, men som har et godt hjerte og brænder for sit arbejde. Fassbender gør det så godt som manuskriptet tillader det, men der er ikke mange scener, hvor han kan spille med ”skuespilsmusklerne”.

Som helhed gør Snemanden det, som den skal. Den er en ganske solid introduktion for et amerikansk publikum til nordic-noir-genren. Med stjerner som Michael Fassbender, Rebecca Ferguson og J.K. Simmons, så skal den nok lokke folk i biografen. Dramaet er til at forstå, måske i virkeligheden lidt for meget til at forstå, men for de uindviede fungerer den, og for dem, der allerede er fans, skal den nok holde dem underholdt hele vejen. For alle andre, her i norden, er der dog langt bedre tilbud fra de skandinaviske lande lige for tiden.