En opgivende skændsel mod tegneserieforlægget

I Smølferne: Den hemmelige landsby, har Sony for tredje gang givet sig i kast med at filmatisere universet med de blå smølfer og den onde Gargamel, der er på en evig jagt efter dem og deres magi. Den store forskel denne gang er imidlertid, at New York og Niel Patrick Harris er blev udskiftet med den klassiske smølfelandsby i skoven og, at filmen nu er en helstøbt og rendyrket animationsfilm.

Historien er også mere fokuseret på de blå spirrevipper, og stiller denne gang spørgsmål som, hvorfor er smølfine den eneste pige i byen, findes der andre smølfer og hvorfor er katten Azrael så meget klogere end Gargamel?

Det store spørgsmål er midlertidig om dette nye fokus er nok til at skabe en bedre filmoplevelse – og det korte svar er et modløst nej.

En forspildt mulighed
Jeg finder på ingen måde nogen nydelse ved at skrive det, men Smølferne: Den hemmelige landsby, er en virkelig rædselsfuld biografoplevelse. Historien er intetsigende og består af intet mindre end to Deus Ex Machina’er til slut, hvilket er den største falliterklæring som forfatter, og så er den fuld af så meget larm, at det kan være svært på noget tidspunkt at høre, hvem og hvad, der bliver sagt på skærmen. Filmens grundlæggende fejl er dog, at den begår animationens værste synd, som er bevægelse. Der er en grund til, at alle karakterer normalt ikke bevæger sig hele tiden i film, og det er, at når der ikke er nogen variation i tempoet, gør det oplevelsen ensformig.

I filmen her, har filmskaberne dog valgt, at der skal være en konstant bevægelse i billedet, angiveligt for at underholde de små børn, hvilket ikke bare bliver hovedpinefremkaldende eller monotont, men også gør oplevelsen til uforståeligt støj.

Jeg ville så inderligt ønske, at filmskaberne bag, havde fanget noget af den eventyrlysten, fortælleglæde og det sjove univers, der eksisterer i de belgiske tegneserier som Peyo underholdte børn med i flere årtier, men desværre eksisterer intet af dette her. Det er derfor med et tungt hjerte, at jeg må fælde en ualmindelig hård dom over den seneste smølfefilm, ikke bare fordi den er ringe eksekveret, men fordi den har fjernet ethvert håb om, at en god smølfefilm nogensinde kommer til at eksistere på det store lærred.