En flot, men kun delvist interessant film
Tidligere arthouse-instruktør og nu mere folkelig-instruktør Christoffer Boe er tilbage med filmen Smagen af sult, hvor omdrejningspunktet er den danske gourmet-madscene og hvor madens kompleksitet bliver sat i relation til selve livet.
Smagen af sult omhandler parret Carsten (Nikolai Coster-Waldau) og Maggie (Katrine Greis-Rosenthal), der for nylig har åbnet gourmet-restauranten Malus, og intensivt jagter en Michelin stjerne. Man følger parret igennem en hektisk aften, hvor de tror at de måske får besøg af Michelin guiden. Samtidig ser man i tilbageblik glimt af deres liv sammen, hvor hvert tilbageblik har en titel, som er opkaldt efter en smagssans (såsom sødt, surt osv.).
Indpakningen bedre end indholdet
Først og fremmest skal det nævnes, at filmen er virkelig flot. Der er blevet kælet for billederne, som er utroligt farverige, og det skaber en stemningsmættet billedside. Det er tydeligt, at Boe har gjort sit ypperste for at få filmen til at være lige så flot og lækker som den mad, der bliver serveret i filmen.
Desværre bliver indholdet i filmen aldrig lige så interessant som indpakningen. Det er tydeligt at Boe forsøger at ophøje madlavningskunstens mangesidede elementer til livets, parforholdets og forældreskabets elementer, men det lykkes kun delvist. Det resulterer nemlig i en del kluntet og opstillet dialog, samtidig med at dramaet til tider virker ret forceret – såsom da, hvad der i virkeligheden ville have været en hurtig tur hos hudlægen, i denne film bliver til en alvorstung og dramatisk tur hos en overlæge på hospitalsgangen på Rigshospitalet, som resulterer i en unødvendig overdrevet følelsesmæssig reaktion.
Det virker lidt som om, at filmen ikke griber godt nok fat i temaet om mad og den danske gourmetscene, og samtidig bliver den heller aldrig helt interessant som familiedrama. ’Smagen af sult’ prøver at kombinere disse to dele – mad og familiedrama – men desværre lykkes det ikke at få kombinationen til at gå op i en højere enhed, og i stedet ender filmen med at sætte sig imellem to stole.
Kunst vs. mainstream
I filmen bliver der gentagende gange refereret til, at den fine ophøjede gourmetmad er en prætentiøs omgang, der mere handler om kokkens eget ego end om at tilfredsstille spiseren. Dette kommer især til udtryk via Carstens bror (Nicolas Bro) og parrets børn.
Det er svært ikke at sidestille dette tema med Christoffer Boes egen karriere, hvor han startede sin karriere med kunstnerisk ophøjede film som ’Reconstruction’ og ’Offscreen’ og senere gik over til mere mainstreamfilm som ’Spies og Glistrup’ og ’Journal 64’. Temaet virker lidt som en kommentar til hans stilskifte, hvor han i nyere tid er gået mere over til at ville tilfredsstille spiseren (læs: tilskueren). Dog er det ikke et tematisk element, der fylder meget i filmen, og det ændrer ikke umiddelbart på det lidt halv-uinteressante helhedsindtryk filmen efterlader en med.
Det er som udgangspunkt en interessant idé at bruge madlavningskunstens kompleksitet som allegori for et familiedrama, men desværre er denne film lidt for opstillet og forceret. Derfor bliver den interessante idé til en uinteressant ret.