Et flot og filosofisk teaterstykke.

Skyerne over Sils Maria er en af den slags film, der bare er svær at anmelde. For hvordan skal man vurdere en film, der på mange måder er helt fantastisk, stiller nogen begavede eksistentielle spørgsmål, men samtidig virker halvbagt og grovkornet, så det virker som om, det egentlig ikke burde have været en film?

I filmen følger vi den store filmstjerne Maria Enders (Juliette Binoche), der i sin karrieres efterår bliver tilbudt at spille med i en genopførelse af det teaterstykke, der satte hendes på det kunstneriske landkort. I stykket skal hun spille den ældre dame Helena, der bliver forført og manipuleret af den yngre Sigrid, og som ender med at begår selvmord. Der er en åbenlyse paralleller mellem stykket og hendes virkelige liv, og resten af filmen bliver herefter tilbragt med at følge Marias forberedelser på stykket. Det er hårdt og brutalt, men også ren katarsis.

Juliette Binoche er fænomenal.
Det er en rigtig ”skuespillerfilm”. Hermed tales der ikke blot om svære scener, hvor skuespillerne skal vise deres talent, men at filmen i høj grad handler om skuespillere – der spiller. Maria Enders tilbringer det meste af tiden, i de schweiziske alper, hvor hun øver sig på teaterstykket sammen med hendes assistent, spillet af Kristen Stewart.

Juliette Binoche bærer disse scener med hendes klassiske frygtløshed. Enders er ikke blot sårbar, men også hudløs ærlig, og gennem Binoches karismatiske, livsgivende, og makeupløse udstrålinger får man lyst til at dykke helt ned i hendes psyke.

Kristen Stewart er også virkelig troværdig i en rolle, der måske minder lidt for meget om hendes virkelige person. Hun bliver dog aldrig til et menneske på samme måde som Maria. Stewart fremstår mere som en repræsentant for den ungdommelige side af Maria, end noget andet, og hun får ikke engang lov til at udvikle sin egen personlighed. Så da hun pludselig forsvinder, er det uden nogen forklaring, og uden nogen konsekvenser for historien, der bare fortsætter.

Tvetydighed i alle scener.
Ud over disse to skuespilleres gode præstationer, er der også en masse tvetydighed i alle scenerne, måske endda for meget. Filmen vil meget gerne have, at vi selv danner vores egen historie ud fra denne tvetydighed, men der er ikke rigtig nogen indgang til at skabe vores egen fortolkning. Alle scenerne fader bogstaveligt talt ud inden afslutningen, og selvom det er interessant i starten, ender det med at virke halvfærdigt, og som om man i sin manglende evne til at skrive slutninger, giver tilskueren til opgave at gøre det.

Dertil kommer også, at der ikke rigtig bliver gjort brug af filmmediets evner. På teaterscenen kan man virkelig nyde at fordybe sig i fortællingen og skuespillet, men en film består af mere end det. Der er hele lydsiden og den visuelle fortælling. Disse elementer kommer aldrig rigtig til udtryk, fordi al fokus er på, at iscenesætte skuespillet, og at tvinge en til at tænke over begivenhederne. Det er en forspildt chancen, og havde man arbejdet med alle facetter af filmmediet, kunne det have været en helt enestående oplevelse.

Skyerne over Sils Maria er en film, der virkelig er svær at vurdere. På den ene side er det et vidunderligt teaterstykke, men på den anden side, er det ikke nogen storslået film. Binoche bærer filmen elegant på hendes karismatiske og frygtløse skuldre, mens Kristen Stewart passer overraskende godt i en rolle, der dog er på kanten til det selvbiografiske. Samspillet mellem de to er svulstigt intimt, men samtidig distanceret. Der er meget, der ikke bliver sagt, og det er både filmens største styrke og svaghed.

For når der ikke er den samme virtuose energi at finde i cinematografien og lydbilledet, ender luften med at sive ud af en noget, der kunne have været et stort stykke filmkunst. Men som det står nu, kan det bedst kategoriseres som ”filosofisk filmet teater”.