En tv-film med en perlerække af gode skuespillere
Når en film har et stjernecast som inkluderer blandt andet Will Smith, Edward Norton, Kate Winslet, Kiera Knightley, Michael Peña og Helen Mirren, som tilfældet er med ”Skønheden i alting” (”Collateral Beauty” på originalsprog), så kan man ikke lade være med at gå ind til filmen med visse forventninger. For hvorfor skulle så mange store og fremragende skuespillere ellers sige ja til at medvirke, hvis det ikke var fordi at filmen bød på noget ordentligt? Desværre viser det sig, at jeg må stå uforstående over skuespillerenes grund til at deltage i ”Collateral Beauty”, for det er simpelthen en alt for banal og oversentimental film.
Du skal blive rørt
Filmen følger Will Smiths karakter, der har fået en depression efter hans datter død to år forinden. Hans kollegaer i deres advokatfirma (Ed Norton, Michael Peña og Kate Winslet) prøver at overtale Will Smith til at sælge firmaet, men han nægter, og de må tage andre midler i brug. De finder ud af, at Will Smith har skrevet tre breve til henholdsvis tid, kærlighed og død, og de hyrer derfor tre skuespillere (Kiera Knightley, Helen Mirren og Jacob Latimore) til at repræsentere disse tre ting, for at bevise, at Will Smith er for psykisk ustabil til at kunne bestemme om firmaet skal sælges.
Man er ikke mange minutter inde i filmen, før man allerede kan se hvor den bærer hen. Will Smiths kollegaer bliver ikke særlig subtilt introduceret, og man får hurtigt fremlagt, at de alle tre kæmper med problemer, som tilfældigvis nok er tilknyttet hver af de ting som skuespillerene skal repræsentere. Ikke overraskende bliver hver kollega ’matchet’ med de skuespillere, der repræsenterer deres problem, og mon ikke at det nok skal ende med en slags forløsning for hvert af problemerne til sidst?
Få gode præstationer
Will Smiths karakter bruger det meste af filmen på at gå rundt med et forpint ansigtsudtryk. Og først i filmens sidste halvdel får han tildelt scener med dialog. Sammen med de andre skuespillere gør han det såmænd fint nok, men de bliver desværre alle spist af med klichéfyldt, over-sentimentalt, over-påklistret og over-amerikansk dialog og karakterudvikling. Will Smith ender selvfølgelig også med en slags forløsning til sidst, som dog indeholder et absolut intetsigende twist. Hans grund til ikke at ville sælge firmaet bliver heller aldrig forklaret.
Der er enkelte scener i filmen som holder et fint niveau og Ed Norton og Will Smith har hver især et par scener, hvor man begynder at komme en smule tættere på deres karakter. Desværre er der mange andre ting i filmen som slet ikke fungerer, blandt andet det faktum, at den ofte prøver at være sjov uden på noget tidspunkt at være det. Derudover gør ”Collateral Beauty” også alt for at få en til at blive rørt til tårer af de hårde temaer, men det bliver så påtaget, at man aldrig ender med at føle det som filmen ellers dikterer.
Som konklusion kan det siges, at ”Collateral Beauty” tydeligvis prøver at være en hjertevarm, sjov og rørende film, men i sit ihærdige forsøg på det, ender den i stedet med at fremstå som en klichéfyldt oversentimental Hallmark-julefilm.
