Et tankevækkende portræt af den italienske folkesjæl

Lad mig bare lægge ud med at fremhæve, hvor smuk en film det er. Hvis der er ét element af Italien, som Sorrentino formår at fange godt, er det de smukke omgivelser. Til trods for persongalleriets manglende moral, så forbliver alt omkring dem altid flot. Det samme gør sig også gældende i kameraarbejdet, der er så elegant og stilfuldt som det kan være, plottet taget i betragtning.

For vi starter ikke med at følge Silvio Berlusconi, men i stede den yngre Sergio Morra, der drømmer om at møde Berlusconi, og blive forgyldt af manden. Han søger den lette vej til succes, og efter en af hans ”forhandlinger” beslutter han sig for at samle et hav af flotte kvinder og holde en tre dage lang fest ved Berlusconis feriebolig i håbet at fange mandens opmærksomhed, og tilfredsstille ham i overensstemmelse med hans ry.

Efter denne start begynder filmen lige så roligt at fokusere mere på den berygtede regeringschef, hvor al glansen bliver fjernet fra ham. Han er ikke dette store geni, der med snilde og snarrådighed har skabt et medieimperium, blevet ejer af AC Milan og styret landet med hård hånd, så længe de fleste kan huske. I stedet er han en gammel træt mand, der skændes med sin kone og, hvis storhedstid ser ud til at være bag ham. Så forventer man et storslået portræt af manden og hans vej til succes, så vil de fleste nok blive skuffet, for den Berlusconi vi får at se, er gammel og nedslidt.

Mere end bare manden
Silvio og de andre er måske ikke det portræt af Berlusconi, som de fleste regner med, når de kigger på plakaten. Toni Servillo er fremragende som den tidligere regeringschef, og selvom vi aldrig rigtig kommer ind bag hans smilende overflade, så er hans præstation i hvert fald en fornøjelse at bevidne.

I stedet for at blive et hjerteskærende og brutalt ærligt portræt af manden, ender filmen nærmere med at blive et stemningsbillede af mentaliteten i Italien. Hvor kvinder tilsyneladende skal gøre alt for at forblive unge og smukke, hvis de har nogen ambitioner om at blive til noget og, hvor mændene drømmer om magt for magtens skyld. Det er et virkelig trist portræt, der bliver tegnet her, men det er også prisværdigt, hvordan Paolo Sorrentino tør udstille de dårlige sider af sit eget hjemland, på en eftertænksom, underholdende og meget oprigtig vis. Filmen ender ikke med at blive et lige så stort mesterværk, som Sorrentinos forrige, men som et billede af den italienske folkesjæl, er den helt klart værd at opleve, også selvom det er en lang film.