Scorseses mest personlige film til dato

Med Silence tager Martin Scorsese os tilbage til Japan i 1600-tallet. Vi følger de to Jesuitpræster Fader Rodrigues (Andrew Garfield) og Fader Garupe (Adam Driver), der er taget på en farefuld mission til Japan, hvor katolicismen er blevet gjort forbudt, og hvor præster og kristne bliver henrettet i hobetal. De har dog taget rejsen fra Europa til Asien for at finde deres gamle læremester, der efter sigende ikke bare skulle have givet afkald på sin tro, men også fået en familie og slået rødder her. Faste i deres tro drager de unge præster af sted, men den verden, der møder dem er fuldstændig ulige den de kender.

Fornemt kameraarbejde
Først og fremmest, er Silence en utrolig smuk film. Rodrigo Prieto formår gennem fornemt kameraarbejde at vise det japanske landskab fra både dets smukke og brutale side, gennem elegante skift i kamerabeskæringer og perspektiver. Prieto har også modet til at lade indstillingerne hænge, så der kan skabes en ildevarslende stemning, og vi som tilskuere kan blive draget ind i denne jungle, set med europæiske øjne. Det er kort sagt helt velfortjent, at filmen er blevet nomineret til en Oscar for kameraarbejdet.

Men til trods for den gode cinematografi, så kan Silence ikke overvinde det største problem, og det er at fastholde publikums opmærksomhed. Scorsese beder allerede folk om meget, når filmen har en ualmindelig lang spilletid på to timer og 41 minutter, men hverken dybden i fortællingen eller karakteristikken af personerne retfærdiggør på noget tidspunkt denne overbærenhed. Selvom vi er sammen med Andrew Garfields pastor i næsten hver eneste scene, så kommer man aldrig ind på livet af en mand, der tydeligvis kæmper med sin egen tro, såvel som hele hans mission igennem det meste af filmen. Når man ikke føler, at man kender personen, så bliver det svært at forstå, hvorfor han er så vaklende i sin tro, selvom han tydeligvis opfatter sig som en af Guds sendebude hele vejen igennem. Skuespillet er heller ikke noget nævneværdigt, hvor særligt Liam Neeson er fuldstændig fejlcastet som en portugisisk præst, der konverterer til buddhismen.

Lavet til Scorsese selv
Fortællingen er heller ikke særligt eftertænksom, selvom plottet ellers lægger op til det. Der er endeløse enetaler, monologer og filosofiske debatter fra start til slut, men intet af det er meget mere end bare tomme floskler. Filmen synes ellers selv, at den kommer med en meget begavet udlægning af tro og religion, men er ikke i nærheden af at være så begavet, som den selv tror, at den er. Dette kan eksempelvis ses i et twist med den onde inkvisitor, som på ingen måde kan være en overraskelse for nogen af tilskuerne, men som bliver fremstillet som et helt nyt perspektiv i filmen. Bedre bliver oplevelsen heller ikke af, at disse elementer til sammen er med til at bryde den kardinale regel i filmisk fortælling, og det er, at den er kedelig.

I sidste ende, står jeg tilbage med en oplevelse af Silence som udelukkende at have været et ’Passion Project’ for Martin Scorsese, der har forsøgt at lave filmen i 25 år. Nu hvor det så er lykkedes for Scorsese at lave filmen, står det dog klart, at han slet ikke har tænkt på, at der er nogen andre, der også skal kunne få en tilfredsstillende oplevelse ud af den. Billederne er ganske vist flotte, men skuespillet er underligt uautentisk, karaktererne er usammenhængende og historien er alt for bange for at komme med nogen bastante udmeldinger til at have nogen varig effekt på seeren. Det hele fremstår mest af alt som en meget personlig film, hvilket der også skal være plads til, men det betyder ikke, at alle andre også skal elske den.