En fremragende debut

Det er en imponerende instruktørdebut fra Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid, der også har skrevet manuskriptet. Det er sjældent man ser nogen, der giver sig i kast med at lave deres allerførste spillefilm, men som allerede har fuldstændig styr på filmsproget.

Filmen vil gerne være en actionfilm, med knytnæveudvekslinger, jagtsekvenser og en konstant truende intensitet. Samtidig kommer man dog ikke uden om, at det er en dansk film hvilket betyder, at budgettet ikke er helt vildt stort, sammenlignet med de enorme amerikanske produktioner, som de fleste af os ser i biografen eller på fjernsynet i dag. Alligevel bliver der gjort ekstremt begavet brug af midlerne, til at skabe en intens, nervepirrende og engagerende actionfilm. Narrativen er stramt fortalt, hvor vi følger to betjente, der starter som et par stereotyper. Den ene er ung og ubesudlet, mens den anden er afdanket, småracistisk og lettere korrupt. Efterhånden som historien udvikler sig, lærer vi dem dog at kende som mennesker, og så skrider arketyperne gradvist i baggrunden.

Det er ikke bare en nem måde at danne en rød tråd, midt i det voldelige kaos, men er også selve filmens hovedbudskab. Selvom vi måske starter med at kigge på hinanden ud fra nogle meget forenklede kasser, gemmer der sig som regel et rigtigt menneske inde under overfladen.

Vovet og tankevækkende
Det er dog ikke bare i karakterbeskrivelserne, at filmen er vovet, for instruktørerne har også valgt at gøre brug er en indvandrerghetto som den dramatiske ramme for mødet mellem politi og oprør. Starten af filmen er også nærmest profetisk relevant, da det hele bliver antændt af en voldelig anholdelse af en indvandrerdreng, der sidenhen dør i politiets varetægt.

Der bliver virkelig ikke holdt igen med at være brutalt ærlig i karakteriseringen er menneskerne og miljøerne, hvilket er virkelig vovet i disse tider, hvor kontekst sjældent bliver taget med i vurderingen af folks gøren og laden. Men i den her kontekst, er det også ekstremt beundringsværdigt, fordi det rammer så plet. Sjældent har jeg set en miljøbeskrivelse så autentisk, for instruktørerne har virkelig fanget, hvor skamfuld ethvert svaghedstegn er i en machokultur, som den de beskriver.

Shorta er en virkelig begavet, vellavet og ikke mindst spændende actionfilm. Den er interessant, ikke fordi den forsøger at konkurrere med Hollywood og Jason Bourne filmene, men fordi den bruger det filmsprog de film har etableret, til at fortælle sin egen meget empatiske historie om, hvordan vi alle sammen rummer flere nuancer, end vi giver hinanden kredit for, og kan vi se bort fra vores fordomme i en stund, kan man opdage nye sider af den kriminelle ghettodreng eller den korrupte betjent. Som filmoplevelse er den alt andet end opløftende, men som første skud på stammen for de to filmskabere, er det ekstremt opløftende at vide, at den danske filmindustri stadig spytter store talenter ud.