Autentisk som de bedste ungdomsfilm skal være
Jeg må sige at med en titel som Shithouse, havde jeg ikke de store forventninger til denne coming-of-age film. Alligevel blev jeg blæst væk af, hvor autentisk, medrivende og både følelsesmæssigt påvirkede jeg var, og hvilke tanker den satte i gang.
Filmen følger den nittenårige Alex, der for første gang i sit liv ikke længere bor hjemme, da han er flyttet væk på college. Det er hård kost når man er en stille og følsom ung mand, som har det virkelig svært med at følge de overfladiske ritualer man skal igennem for at danne relationer. Men en skæbnesvanger aften lykkes det ham dog at få en ægte relation til en anden person, men det er dog ikke ensbetydende med, at den også er der dagen efter.
Enkel, men reflekteret historie
Shithouse er egentlig en ganske enkel film, med et lille persongalleri, og det var nok meget smart, eftersom det ikke bare er en instruktørdebut af Cooper Raiff, men han spiller også hovedrollen i filmen. Han og resten af holdet bag har nemlig brugt, den meget enkle skal belåne som filmen er bygget op over – én skæbnesvanger aften – til at danne grobunden for en stor personlig udvikling.
Det betyder, at blandt andet dialogen er meget reflekterede, som var den skrevet af en person, som ville ønske, at han kunne have sat ord på sine følelser dengang han selv var ung. Det er også helt vildt fedt at se en film, hvor de unge skuespillere faktisk ligner nogen, der er 19-20 år gamle. Det bedste ved filmen er dog, at jeg faktisk blev følelsesmæssigt påvirket af filmen. Jeg kunne værke, hvordan jeg stille og roligt rejste 10 år tilbage i tiden, og begyndte at tænke over min egen gymnasietid, hvilket ellers sjældent gør, hvor jeg dengang blev konfronteret med mange af de valg, som hovedkarakteren går og tumler med i filmen her. Den tid, hvor man er usikker på sig selv, og hvor selv den mindste relation føles sammen et nyt liv eller jordens undergang.
Det eneste malurt i bægeret er dog, at selvom filmen er enormt reflekteret og kan sætte ord på følelser, som de fleste unge mennesker ville ønske, at de kunne have gjort, ender svaret på problemerne for den indadvendte og følsomme person stadig med at være, at han må engagere sig i de overfladiske ritualer – i hvert fald for en stund – hvis han vil have nogen chance for at danne meningsfulde relationer. Og det er et budskab jeg ikke helt ved, hvordan jeg har det med.
Som helhed er Shithouse dog en fremragende film, der virkelig sætter tankerne i gang, i hvert fald for mit vedkommende, og som jeg varmt kan anbefale til både unge og gamle, der enten har brug for at få at vide, at Det er helt okay at være ung og forvirrede, eller har brug for at blive mindet om, hvor følelsesmæssig intens det var at være ung engang.
