Marvel formularen lever i bedste velgående
Jeg er ikke den store fan af Marvels filmunivers – så er der tonet rent flag, og du kan ignorere min vurdering. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har brugt en masse tid på at se, de nu 25 film i denne franchise, men efter den storeladede Avengers: Endgame, havde jeg det på samme måde som med titlen, at nu følte jeg mig for alvor mæt af denne type superheltefilm. For det, der har gjort universet så succesfuldt, er også dets største svaghed.
© Marvel Studios
Frygten for autenticitet
For tonalt minder de alle sammen meget om hinanden. Der er fart over feltet, i en nærmest endeløs strøm af action, så hvis ens ønske blot er at blive underholdt, er det svært ikke er blive tilfredsstillet, når ens sanseapparat bliver oversvømmet med sanseindtryk. Og så er karaktererne også så puritanske, at deres følelsesmæssige relationer nærmest er så blottet for intimitet, at ingen kan blive stødt over persongalleriet. Kombiner dette med en humoristisk tone, der er badet i bathos, og så har du formularen på den perfekte mainstream blockbuster film.
Denne formular, der har gjort Marvel til nok det største mediebrand i nyere tid, ændrer Shang-Chi and The Legend of The Ten Rings heller ikke på. Det mest revolutionerende i filmen er ikke engang, at den har en rollebesætning bestående af minoriteter, i amerikansk målestok, for det har Marvel allerede haft stor succes med i Black Panther. Nej, det mest overraskende er, at store passager af filmen foregår på kinesisk. Men innovationen stopper dog også her, med denne leflen for det kinesiske publikum.
For det er på rigtig mange måder, en oprindelseshistorie, som man kender den. Den unge Shang-Chi, eller bare Shaun, som han kalder sig selv, er en meget talentfuld ung mand, hvis evner i dette tilfælde er martial arts. Han lever dog i skjul, fordi hans far, der i besiddelse af ti magiske ringe, har opbygget en forbryderempire, og ønsker at sønnike skal overtage familievirksomheden. Shaun bliver dog tvunget til at mande sig op, og tage ud på en rejse fuld af action, hvor han også lærer sig selv bedre at kende.
Dette er præmissen for filmen, og meget dybere bliver vores titelkarakter heller ikke i løbet af filmens spilletid på lidt over to timer. Shang-Chi er en tom skal, som publikum selv kan indprente sig på og identificere sig med, for nogen stor personlighed har han ikke. Det samme gør sig også gældende for hans følgesvend, Katy, som aldrig formår at udvikle sig til mere end det komiske side-kick, der skal sørge for, at det hele ikke bliver alt for uhyggeligt for de mindste.
© Marvel Studios
En lovende start
Nu har jeg stort set ikke skrevet et positivt ord om filmen her, men det er ikke ensbetydende med, at den er decideret dårlig, tværtimod. For det starter ellers meget lovende. Der bliver brugt en masse tid på at etablere lige netop denne afkrog af Marvel universet, hvor vi følger Shang-Chi’s far. Det sker i et stille og roligt tempo, så man virkelig får lov til at leve sig ind i denne magiske verden.
Den første actionsekvens er også virkelig fed og mindeværdig. Den foregår på en bus, og du har nok set noget af den i traileren, men i den fulde filmversion er der nærmest ikke grænser for, hvor mange problemer, der kan opstå, når man slås på en bus. Det er bare en virkelig fed sekvens, med en bundsolid stuntkoreograf som man faktisk får lov at se uden noget rystende kamera, og på dette tidspunkt i starten af filmen, var jeg fuldstændig opslugt.
Desværre stoppede det brat, med en meget mærkværdig joke om flymad i den efterfølgende scene, der intet havde med historien at gøre, og fuldstændig punkterede den dramatiske stemning.
Og netop det manglende mod til at turde være oprigtigt, er det, der ender med at gøre filmen mere og mere uinteressant, efterhånden som handlingen skrider frem. Ligesom actionscenerne også bliver mere og mere virkelighedsfjerne, uden man på noget tidspunkt tror på, at disse usårlige karakterer er i livsfare.
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er så rendyrket Marvel, som det overhovedet kan være – hvis man kan bruge den betegnelse. Siden den første Iron Man-film helt tilbage i 2008, har hovedproducer Kevin Feige og Marvel Studios nærmest perfektioneret skabelonen, som alle filmene følger i dag. Det har ført til en kassesucces, som verden aldrig nogensinde har set før, men også film, der er så ensformige, at det er svært at skelne de fleste af dem fra hinanden.
Men ligesom der uden tvivl er et kæmpe publikum til disse film, så er jeg heller ikke i tvivl om, at filmen her nok skal falde i god jord hos netop Marvelsegmentet, der eksisterer over hele jorden. For mit vedkommende tror jeg dog ikke, at jeg kommer til at huske meget andet end actionscenen i bussen.
