En ”almindelig” midtvejskrise
Dag Johan Haugerud har virkelig lavet en vovet film. Det er ikke, fordi det er nogen overgearet eller revolutionær filmoplevelse, men netop, fordi den er det modsatte. Den tør være autentisk og afdæmpet, tør give sig tid i en tid, hvor fordybelse er en mangelvare, og tør tjene historien, i stedet for at underkaste sig publikums evigt flygtige og lunefulde forventninger til, hvordan en historie bør fortælles.
Gennem mødet med to skorstensfejere bliver vi præsenteret til to helt igennem gennemsnitlige midaldrende mænd, der lever en skemalagt hverdag med fast arbejde, kone og børn og regelmæssige fritidsaktiviteter. Selv svømmeklubben, de er en del af, består af de andre skorstensfejere. På den måde hjælper de hinanden med at have en retning i livet, uden på noget tidspunkt at skulle forholde sig til, hvad den retning indebærer.
Derfor er det omvæltende for dem begge, da den ene fortæller om en drøm, hvor han følte sig som en kvinde, der blev begæret af David Bowie, en følelse han egentlig meget godt kan lide, mens den anden fortælle, at han samme dag har lade sig friste af en mandlig kunde, der ud af det blå spurgte, om han havde lyst til at have sex med ham. De to brud med hverdagen lyder måske meget forskellige, men de har begge det til fælles, at de kaster de to knudemænd ud i hver deres hverdagskrise.
Med et er rutinen skudt i stykker, og mens de to mænd forsøger at forholde sig til nogle følelser, som de aldrig nogensinde har skulle forholde sig til før, får vi lov til at følge dem på så naturalistisk vis, at selvom handlingsforløbet måske kun strækker sig over nogle dage, så føler man alligevel, at man kommer helt tæt på livet af dem.
Det universelle i det specifikke
Hvem kan ikke sætte sig ind i en følelse af utilstrækkelighed, eller et ønske om, at nogen ville begære en, eller for den sags skyld, at man bare kunne følge sine lyster, uden et behov for at lægge noget dybere i dem? Det er bare nogle af de følelser, som Dag Johan Haugerud forsøger at afdække med et næsten dokumentarisk blik, når vi ser dem gennem forskellige samtaler forsøge at få greb med deres indre liv.
Samtalerne er så autentiske og fuld af mumlen, talefejl og en søgen efter ordene, som kendetegner de rigtige samtaler, vi har, udenfor filmmanuskripternes klarhed, at man ikke kan lade være med at leve sig helt ind i deres kollektive midtvejskrise, uagtet at deres problemer er lige så forventelige, som deres liv er genkendelige.
Fremragende fortalt
Alt dette bliver også godt hjulpet på vej et ensemble, der formår at gøre hvert et ord, hver en gestikulation og hvert et blik så naturligt, at man kan læse så meget ind i deres desperate forsøg på at udtrykke sig, selvom de ikke har ordforrådet til det. Det eneste, der holder filmen tilbage fra at ramme topkarakteren er, ironisk nok, at den ikke rigtig formår at bidrage med en enestående indsigt. For selvom Dag Johan Haugerud, måske når i mål med sin mission om at portrættere mennesker, der kæmper med sex, drømme og kærlighed, mangler der alligevel den sidste innovation til, at man kan kalde det for et mesterværk.
Når det så er skrevet, kan jeg klart anbefale filmen til folk i alle aldre, også dem, der ikke er nået til deres midtvejskrise endnu. For man bliver efterladt med rigeligt tankegods og stof til eftertanke.
