Fødslen af breaking news

Det er en anderledes om end ikke et usædvanligt perspektiv, som instruktør og manuskriptforfatter Tim Fehlbaum har valgt at tage på terrorangrebet i München i 1972. For hvordan blev det egentlig afdækket af medierne, og hvordan forholdt man sig til et fænomen, som stadig var relativt usædvanligt i den vestlige verden?

Svarene finder man undervejs, men den store refleksion udebliver. For i virkeligheden handler filmen slet ikke om terrorangrebet, men om fødslen af breaking news. Man tror måske, at det er en ny vinkling på en historie, som Spielberg for godt 20 år siden fortalte cinematisk, men i virkeligheden er det fødslen af det mediebillede, som vi har i dag. Der tegnes et portræt af ambitiøse nyhedstilrettelæggere, der gerne vil mere end blot at formidle sportsbegivenheder. De vil gerne fortælle rørende og engagerende historier, der fanger folks opmærksomhed og holder dem fastlåst til tossekassen.

Derfor er det meget sigende, at selvom håndteringen af terrorangrebet ikke havde nogen lykkelig slutning, så sidder producenterne og jubler over de rekordhøje seertal, deres live-dækning har afstedkommet. Her er ikke megen empati eller for sags skyld refleksion over de mange fodfejl, de begik undervejs. Det er bare et arbejde, og der venter en ny dag i morgen.

September 5 er værd at se på samme måde som en historisk dokumentar. Man er godt underholdt af det hæsblæsende drama, for selvom vi tilbringer stort set al tiden i et tv-studie med producere og tilrettelæggere, er det højintenst og anspændt, hvordan disse tv-folk forsøger at formidle noget, de aldrig har gjort før. Efterfølger sidder man tilbage med et indtryk af, at historie var værd at fortælle. Som cinematisk værk, er det måske ikke det helt store mesterværk, ligesom man heller ikke skal forvente et dybt ensemble af flerfacetterede karakterer, men historien er stadig vedkommende, også den dag i dag, så man føler bestemt ikke, at filmen har spildt ens tid.