Scream-serien lever i bedste velbegående

Scream må siges at være en noget mærkværdig serie. For godt og vel 25 år siden tilbage i 1996, hvor den allerførste Scream film udkom, gjorde den sig bemærket ikke ved at være revolutionerende i sin brug af historie- eller gyserkonventioner, men ved at være metarefleksiv og have et ensemble, som var meget selvbevidste om gysergenrens fortælletekniske kneb, som om de nærmest vidste, at de var med i en gyserfilm.

Nu er vi så nået til den femte film i serien, der ligesom Halloween har droppet undertitlerne og nummereringen, og blot går under navnet Scream. Og som endnu en film i serien, med de specifikke forventninger det medfører, må den grundlæggende siges at være meget vellykket.

Endnu mere selvbevidst
Metarefleksionen har sjældent været mere udtalt end i filmen her, hvor karaktererne bevæger sig endnu et skridt mod at vide, at de er karakterer i en gyserfilm. For i filmen her, er de ikke bare fans af gysergenren med en enorm viden, men de refererer også til den fiktive serie ”Stab”, der er en række gyserfilm baseret på hændelserne fra de forrige Scream-film. Så det selvbevidste element, som gjorde, at serien skilte sig ud fra mængden, lever i bedste velgående her. Rent cinematisk er den også pæn og vellavet, men ligesom etteren er det uden for alvor at skille sig ud fra mængden.

Når det så kommer til filmen som helhed, bevæger den sig dog ud på et lidt mere vaklende underlag. For en ting er at være metareflekterende, men noget andet er om filmen fungerer som en uhyggelige gyserfilm med humoristiske elementer. For der er ingen tvivl om, at filmen er langt mere humoristisk end den er uhyggelig, og til trods for de klassiske kneb som jump-scares og makabre dødsfald, kan man godt blive i tvivl, om det er meningen, at man skal grine så meget, som jeg gjorde.

Et kærlighedsbrev til de indviede
Filmens største hæmsko er imidlertid, at der måske er for meget fanservice. Det er helt klart en film til de allerede indviet, og det betyder også, at selvom den er meget forhippet og de nye karakterer er skamløst ungdommelig og edgy, så bruger den også de konstante henvisninger til gysergenren som en krykke til at kompensere for, at historien grundlæggende ikke er andet end klichéer. Ligesom man nok heller ikke skal forvente, at man vil få et nært forhold til nogle af de nye karakterer, der er temmelig banale og endimensionelle.

Jeg har dog på fornemmelsen, at filmen opnår det som den gerne vil. For som ”eksperten” i filmen siger, så er vejen frem for årtier gamle filmserier at lave en såkaldt requel, en blanding af en reboot og en sequel, hvor man har et ny ensemble, men hvor de gamle karakterer også dukker op i mindre roller. Og ligesom med de nye Star Wars film, er der masser af fanservice, her personificeret af de nu middelaldrende skuespillere, der bidrager med lidt nostalgisk krydderi og til de nye karakterer, der er meget tydeligt henvendt den yngre generation.

Uhyggelig bliver filmen aldrig, ja faktisk var det svært at holde latteren tilbage for mit vedkommende, og den er også fuldstændig utilgængelig for et publikum, som enten ikke interesserer sig for nørdede dekonstruktioner af filmmediet og genrevendinger eller har et nært tilhørsforhold til seriens karakterer, men underholdende og sin egen, er den i hvert fald.