Klassisk gys

I gyseren Scary Stories to Tell in the Dark, rejser vi tilbage til Amerika i 1960’erne. USA befinder sig i en forandringstid, midt i Vietnam-krigen, og med en stor uvished om, hvad fremtiden vil bringe. I den lille by Mill Valley, kan man dog ikke umiddelbart set det, men denne forandringer kommer figurativt til byen, da en gruppe teenagere besøger det lokale ”hjemsøgte” hus på Halloween, og finder en mystisk bog, med meget dystre konsekvenser.

De morderiske historier i bogen bliver til virkelighed, og så er det op til de unge mennesker at løse mysteriet, for det er nemlig dem selv, der spiller hovedrollerne i bogen.

Flot produktionsdesign
Man kan godt mærke, at Guillermo del Toro har været inden over filmen, for hvis der er noget den gør godt, er det produktionsdesignet. Monstrene er virkelig klamme, og man kan næsten mærke deres halvt fordærvede kroppe gennem lærred. Det er også fedt at se en film, der faktisk er opbygget som en ordentlig fortælling. Hvor der bruges tid på setuppet, så der langsomt kan opbygges en uhyggelig stemning, hvor kulisserne, kostumerne og omgivelserne virker ægte, og ikke som om det hele er optaget i et studie med aircondition. Vigtigst af alt er dog, at man ikke kan føle sig sikker på, at alle komme helskindet gennem natten – i hvert fald i starten.

Helt konceptuelt er filmen også ganske beundringsværdigt udført. Det er en meget klassisk gyser, med et klart fokus. Men til trods for denne overskuelighed, står man alligevel tilbage med en lidt flad fornemmelse, når det kommer til helhedsoplevelsen.

Mangler det sidste
For uagtet hvor flot produktionen end er, bliver det aldrig for alvor uhyggeligt. Efter den gode start, udvikler det sig hurtigt til et rent gimmickplot, ind til langt inde i filmen. Og da årsagen til, hvorfor disse unge mennesker hjemsøges, viser sig, bliver vi hurtigt ledt mod en åbenlys og rimelig uforløsende afslutning. Det hjælper heller ikke på det, at de unge skuespillere, leverer deres klichefyldte replikker temmelig karikeret, så vi heller ikke opnår den store sympati for dem, da vi ganske enkelte aldrig rigtig lærer dem at kende.

Scary Stories to Tell in the Dark, er en ganske habil gyser – på papiret. Den har en masse mareridtsfremkaldende monstre, en klar rød tråd, og så ser den visuelt langt mere tiltalende ud, end de fleste moderne gyserfilm. Alle disse gode takter fører dog ikke til et tilfredsstillende slutprodukt, da der ikke er de store overraskelser, karakterer man kan føle for, eller en hjemsøgende tredje akt. Instruktør André Øvredal og del Toro fortjener dog en cadeau for, at de forsøger og genoplive gysergenren, også selvom de ikke kommer helt i mål.