De legendariske dansetrin kan stadig tryllebinde

Well, you can tell by the way I use my walk I’m a woman’s man, no time to talk
Publikum bliver for alvor budt op til dans, når Falkonersalen starter tidsmaskinen op og transporterer os tilbage til 70’ernes Brooklyn, hvor den unge Tony Manero slæber sig igennem ugen, mens han drømmer om, at det igen snart bliver lørdag, så han kan danse på diskoteket 2001 Odyssey.

Tony er hurtigt blevet kongen af dansegulvet. Her har han fundet den perfekte virkelighedsflugt fra et liv, hvor han ellers er nederst i hakkeordenen.

Vennerne har for længst omfavnet skæbnen. For dem er disko sex, glitter, euforiserende stoffer og dansen kommer til sidst. Men Tony forsøger at bruge det eneste, han er god til som en redningsbåd, der i det mindste kan bevise, at han dur til noget, så han ikke drukner, som de andre er godt i gang med.

Der hvor Saturday Night Fever tidligere, både som film og som musical, på mange måder har føltes som en del af en gryderet, hvor der også var elementer fra Grease, West Side Story, og andet godt fra askepotsiden af den dramaturgiske tilgang til historiefortælling, med en tilføjet ingrediens af bukser med svaj, så føltes det for første gang som om, at historien havde andet og mere at byde på, end en ellers i forvejen fremragende mulighed og undskyldning for et genhør med Bee Gees.

Vi er nu så mange år væk fra 70’erne, at historiens mange andre tematikker, gør sig gældende på en ny og interessant måde. Kvindesyn, ligestilling, racisme, socialklasser og religion.

Det har alt sammen været der hele tiden som en aktiv medspiller i historien, men nu hvor verden har ændret sig så meget, går Saturday Night Fever pludselig et spadestik dybere.

Men selvfølgelig er det stadig en musical, hvor festen står forrest, med en garanti for godt humør og roterende italienske kuglelejer.

When the feeling’s gone and you can’t go on. It’s tragedy
Silas Holst kan opleves i rollen som Tony Manero, og det er tydeligt at se, hvorfor Silas for længst har opnået titlen som Danmarks største musicalstjerne. I denne omgang er det naturligvis dansen der er mest fokus på, men både sangstemmen og skuespil er også med til at sælge de mange billetter.

Det er muligt, at dette er sidste sæson, hvor vi kan opleve Silas Holst stå krediteret som danser, men der bliver på ingen måde holdt igen. Silas går på scenen med en alt eller intet attitude.

Men måske netop derfor betyder det også, at det ikke er hver aften, man kan opleve Silas Holst som Tony Manero.

Rollen bliver delt med Alban Lendorf, som har en fortid som et af de helt store navne på den internationale balletscene. Kulturbunkeren har været så heldige at se forestillingen med begge talenter, og det kan siges meget kort. Hvem kan? Alban kan.

Det er helt sikkert ikke nemt at skulle udfylde de samme dansesko som Silas Holst, når det skal nævnes i samme sætning som musicals. Men Alban Lendorf hviler i sit eget talent, når det kommer til dansen. Han angriber den måske en lille smule mere firkantet, rollen taget i betragtning. Balletverdenens disciplin og til tider militante tilgang er svær at ryste af sig, når man skal spille en diskoelskende amatør, men Tony Manero kommer mere og mere til stede som forestillingen skrider frem. Et par forestillinger mere så tror jeg at skuldrene er sunket helt ned, og så kan Alban Lendorf forhåbentligt også hvile nok i sit skuespil og publikums tilkendegivelser. Han står ikke i skyggen, men deler rampelyset.

Det er, lige som det var tilfældet i Matador forestillingen, Søren Torpegaard, der løber med aftenens største bifald. I rollen som Bobby C. synger han en nedtonet version af Tragedy, så hårene rejser sig og kuldegysningerne løber gennem publikum.

I det hele taget er scenen fyldt med stort talent. Josefine Tvermoes er lysende som den uopnåelige Stephanie Mangano, som ved første øjekast er på vej op i verden, men egentligt bare er endnu en usikker ung kvinde, der forsøger at navigere sig gennem livet i den rigtige retning.

Ole Boisen formår, med meget få redskaber, at skabe en dybere karakter, der fortæller meget mere end sin tiltænkte rolle som modstanden. Det er især en fornøjelse at opleve den københavnske arbejderklasseaccent, der i korte sekunder giver publikum en jordforbindelse til Danmark i stedet for Brooklyn, New York.

Christopher Rørmose og Patrick Terndrup gør det fremragende som Double-J og Joey, men musicalmanuskriptet giver ikke meget stof at arbejde med og efterlader rollerne som en smule ucharmerende.

Christine Astrid Nielsen har derimod den ønskede kontrast at arbejde med, og hendes portræt af Annette er rørende.

Night fever, night fever. We know how to do it
Ensemblet sørger for, at øjet hele tiden er beskæftiget, og mange af aftenens flotte dansepræstationer sker ude i siderne og i baggrunden. Orkestret gør ikke fysisk meget væsen af sig på selve scenen, men som altid er det kapelmester Joakim Pedersen der sørger for de sikre lagte skinner, som One & Only musicals toget kører på.

Kostumerne beviser en gang for alle, at kvinderne havde alle muligheder i 70’erne for at vise deres figur frem som en del af en ofte misforstået seksuel frigørelse, og mændene blev mere eller mindre efterladt på modeperronen med alt for høj talje i bukser med svaj og skjorteflip så skarp, så man kunne skære sig på den. Forfærdelig mandemode, men glimrende tidsbillede.

Selv om det giver mening, at det er kulissen til diskoteket 2001 Odyssey, der får lov til at være stedet med lys og farver, så efterlader det desværre meget af den resterende scenografi lidt for grå, nedslidt og trist. Ja, det giver mening, da den skal fremhæve historiefortællingen om en oase midt i fattige kår, men for den gængse musicalgæst mangler der en lille smule mere af det, der gør en musical visuelt storslået. Med det er alt sammen i detaljen.

Forestillingen, Saturday Night Fever the musical, leverer alt det, man håber på og drømmer om.

Publikum får dans, sang og live musik i særklasse med en historie der hylder diskoen som andet og mere end et morsomt levn fra en fjern tid.

Saturday Night Fever spiller fra 12. september 2024. Falkonersalen.

Vejle Musikteater: 23. oktober 2024
Holstebro Teater: 6. november 2024

Varigheden er ca. 2. timer 35. min, inkl. pause.

Medvirkende: Silas Holst/Alban Lendorf, Josefine Tvermoes, Christine Astrid Nielsen, Søren Torpegaard Lund, Cristopher Rørmose, Patrick Terndrup, Ole Boisen, Jeanne Boel, Stanley Bakar, Søren Bang, Nastja Arcel. Sangere: Line Krogholm, Ilang Lumholt. Dansere/Ensemble: Alberte Kyst, Laura Vesti, Linea Høeg Olsen, Nicklas Milling, Simon Glæsel, Nadin Reiness, Magnus Kofoed, Tone Reumert, Sofie Lohmann, Ernestine Ruiz, Nicklas Troensegaard og Tobias Arentoft. Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Koreograf: Silas Holst. Scenografi og kostumer: Simon Higlett Lysdesigner: Súni Joensen. Lyddesigner: Tim Høyer. Opdatering af udvalgte kostumer: Simone Bartholin. Instruktør assistent: Christina Ørbek Mølgaard. Assisterende koreograf: Ronni Morgenstjerne. Producent: Ulrikke Hermansen og Louise Münzberger. Executive producer: Jesper Winge Leisner. Produktionsselskab: One and Only Musicals.