En fremragende afslutning på trilogien
I Sådan træner du din drage 3 tager vi for sidste gang afsted ud på en rejse med vikingen Hikke og dragen Tandløs. Der er gået flere år siden de dramatiske begivenheder i den forrige film, og alle lever tilsyneladende i fred og harmoni, drager og mennesker imellem. Freden varer dog ikke ved, da en ondsindet dragejæger, Grimmel, vender tilbage med et eneste mål – at udrydde alle natskygger, og Tandløs er den sidste af sin art.
En værdig finale
Den er utroligt, at det stadig kan lade sig gøre at lave så kæmpe produktioner, som en animationsfilm med et budget i omegnen af 200 mio. dollars, men hvor fokus er på historien og på det filmiske håndværk, og ikke blot på at domesticere børnefamilier i to timer med frontalangreb af dårlige vittigheder og visuel støj.
Med dette tredje og sidste kapitel i historien om Hikke og natskyggen Tandløs, når vi endegyldigt til en værdig og moden afslutning. Henover de tre film er det lykkes at fastholde en overraskende dybde og filmiske kreativitet, der gør det til en ren nydelse af se eventyret folde sig ud på skærmen. Ligesom man også kan mærke, at Hikke har fået lov til at udvikle sig som karakter, så han nu er en mere moden og kløgtig leder, men også lige så følsom som da han var et barn i den første film.
Plottet er ganske enkelt, men effektivt, og der bliver brugt tid på at præsentere fortællingen i et afdæmpet tempo, så der kan opbygges et rigtig flow i filmen, og man faktisk kan blive revet med at begivenhederne. Når vi så endelig når hen til slutningen rammer den patosdrevne konklusion derfor ekstra hårdt, fordi al forarbejdet er minutiøst veludført. Det er smukt og medrivende, og de fleste vil nok også se sig nødsaget til at fælde en lille tåre, når rulleteksterne løber hen over skærmen.
Sådan træner du din drage 3 er en, på godt dansk, rigtig solid familiefilm. Den har lidt af det hele, romantik, eventyr, komik og drama, og de enkelte dele går op i en højere enhed. Det er en ren fornøjelse at se filmen, og du kan trygt tage dine børn med ind og se den velvidende, at det er en kvalitetsfilm, der ikke bare pacificerer børnene i et par timer eller spilder din tid, men også kommer til at påvirke dig følelsesmæssigt – på den gode måde.
- Release Date: 1/31/2019