Utroligt velspillet teaterkunst
I teaterstykket Rusturen følger vi seks nye studerende på statskundskab. Det er seks vidt forskellige mennesker. Tre af dem har anden etnisk baggrund og tre af dem er indgroede danskere, ligesom der er lige mange drenge og piger. Som vi hører i hver deres monolog, så ankommer de alle til rusturen med vidt forskellige ømtålelige oplevelser i bagagen, som farver deres opfattelse af dem selv og hinanden. Det er udgangspunkt for de konflikter, der hurtigt begynder at opstå, på deres første tur sammen.
Anspændt stemning
Selvom det kunne lyde lidt monotont at være vidne til et 100 minutter langt skænderi, så er utroligt medrivende og faktisk en hel del ubehageligt – og det skal forstås som en positiv ting. De emner, som bliver taget under behandling af debatterende studerende, spænder vidt og bredt, og har tydeligt rødder i den virkelige verden. Det gør ikke bare, at det er let at leve sig ind i stykket, men også, at langt de fleste vil kunne identificere sig et eller andet, som de unge mennesker går og tumler med.
Hvad angår skuespillet, så er det ganske enkelt fremragende. Det er i særdeleshed castingen, som er helt spot on. Med undtagelse af et par enkelte steder, så er diktionen som skræddersyet til de enkelte skuespillere. Der ikke noget tidspunkt, hvor leveringen af replikkerne klinger hult, hvilket kun hæver stykket, da alle scenerne som sagt bunder i konflikter mellem de seks studerendes vidt forskellige perspektiver. Hvis ikke man tror på, at personerne mener hvad de siger, så ville hele stykket falde til jorden.
Vævre til sidst
Sceneshowet er minimalistisk og musikken er kun forbeholdt meget specifikke situationer, og fungerer ellers udelukkende som lydbro i sceneskiftet. Det er meget tilbageholdent, men passer godt, da substansen ligger i det interpersonelle drama, og det også er det, som er i centrum.
Det hele væver dog lidt til sidst, da stykket bliver en tand for metabevidst til sit eget bedste. Slutningen er så metarefleksiv, at man er nødt til at være en temmelig uopmærksom teatergænger for ikke føle, at det endelige budskab er lidt for reducerende, alt andet taget i betragtning. Afslutningen tager ikke noget fra resten af oplevelsen, men efterlader unægteligt en med en antiklimatisk fornemmelse.
Rusturen er fornemt teaterkunst, hvor skuespillet er i højsædet, og der bliver leveret på varen om et intenst drama. Hvis man kan holde til presset, der kun bliver strammere og strammere, så får man en helt igennem fantastisk teateroplevelse, med stærke præstationer og et vedkommende budskab. De rammer lige ved siden af til sidst, men det skal ikke taget noget fra et ellers gennemført stykke.
Rusturen spiller fra nu til d. 14. september på Edison.
