En kunstfilm, der aldrig bliver rørende

Nu er det anden gang jeg har fået lov til at se Alfonso Cuaróns meget omtalte, og allerede utroligt succesfulde film Roma. Den handler om på mange måder almindelig middelklassefamilie i 1970’ernes Mexico. Parallelt med de stigende uroligheder i samfundet falder familien også fra hinanden, så det er op til tjenestepigen Cleo og moren at holde sammen på familien.

Teknisk vellykket
Hvis man skulle være i tvivl om, at det er en Arthouse-film, så bliver det i hvert fald slået fast i filmens allerførste optagelse. Ikke nok med, at billedet er i sort-hvid, så bliver indstillingen af et gulv, der bliver skyllet rent, holdt i meget længere tid, end MTV-generation kan sidde stille. Det er ikke en film for et mainstreampublikum, men for folk, der gerne vil og kan give sig tid til fordybelse.

Væk er ethvert overnaturligt element og et mål om at tjene så mange penge som muligt på at være intetsigende, og i stedet er det erstattet af de gode gamle dyder om at ville pirre de små grå hjerneceller – hos dem, der stadig har nogen tilbage.

Alt omkring filmproduktionen er også utroligt raffineret. Hvad end det er de akavede, men troværdige skildringer af (forholdsvis) almindelige mennesker, eller det udsøgte og stilrene filmarbejde af Cuarón selv, så er der ingen tvivl om, at det er nogle af de bedste filmhåndværkere, som står bag.

Derfor er det også fuldt fortjent, at filmen bliver rost til skyerne både internationalt, men også i andre danske medier, som jeg allerede ved kommer til at smide om sig med stjerner.

Alligevel er jeg endnu ikke blevet rørt af filmen. Jeg kan identificere alt det gode ved produktion, og virkelig værdsætte, at filmen er objektivt god, og en naturlig antipode til alt den støj, der er i film i dag, men emotionelt kan jeg ikke mærke noget. Begge gange jeg har set filmen, har jeg endda fanget mig selv i at døse en smule hen omkring midtpunktet af filmen, hvor jeg jo ellers burde være helt opslugt.

Så selvom Roma er en teknisk flot film, og helt klart er værd at se, særligt når den allerede kan ses på Netflix fra d. 14. december, så kommer det nok ikke til at blive en af mine favoritter i år.