En solid og hyggelig film på børnenes præmisser

I den nye danske børne- og familiefilm Robotbror, befinder vi os et sted i fremtiden, hvor klimaproblemerne er en saga blot, og alle børn har en menneskelignende robotassistent, der følger dem rundt. Her møder vi 11-årige Alberte, der lider under, at hendes assistent er så forældet, at den ligner en bamse, og hun derfor mobbes i skolen. Situation tager dog en positiv drejning, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste humanoid med navnet Konrad, der ligner et ægte menneskebarn. Alberte begynder hurtigt at få et nært forhold til sin ”robotbror”, men hvor tæt et forhold kan man egentlig få til en maskine?

Ikke hvad du tror
Det var ikke ligefrem fordi, at jeg gik ind til filmen her med de helt store forventninger. Danske børnefilm har i de seneste år ikke ligefrem skabt de helt store positive overskrifter, der med få undtagelser, sjældent fortæller deres historier på børnenes præmisser. Så da jeg så, at instruktøren Frederik Meldal Nørgaard stod bag, der næsten udelukkende har lavet mainstream børnefilm, og ovenikøbet havde kastet sig ud i en tværmedial fortælling, der bliver udbygget i et videospil, må jeg sige, at alle mine alarmklokker gik i gang. Men heldigvis blev jeg alligevel gjort lidt til skamme. For selvom man måske ikke skulle tro det, er Robotbror faktisk en ganske sød og særegen børnefilm.

Der er noget kant og personlighed over filmen, som man meget sjældent ser i dag. Du har for eksempel forældrene, der er mere online end børnene, og hvor faren er så temperamentsfuld og upædagogisk, at det i hvert fald ikke er blevet godkendt af nogen komite. Men den helt store charme er, at den ligesom alle de bedste børnefilm, har børnene og deres perspektiv i hovedsædet.

Børnenes virkelighed
Så selvom problemstillingerne er kørt lidt op i en spids, med hele science-fiction konceptet, er det alligevel meget ligetil og forståeligt, at det største problem for en tolvårig pige som Alberte, ikke er verdensfred eller alle mulige andre store aspirationer og tanker, men i stedet bare at være vellidt og ikke stikke for meget ud fra mængden.

Og denne higen efter at høre til, bliver på meget humoristisk vis udforsket, da hun får sin robotbror, der viser sig måske at være lidt mere menneskelig end man skulle tro. De to unge skuespillere, Selma Iljazovski og Philip Elbech Andresen, gør det ganske godt, og i samspil med Lars Brygmann, som den aldrende robot Robbi, sad jeg, til trods for at være en afstumpet voksen, og blev alligevel engageret i filmen.

Robotbror gør mange af de ting, som man skal gøre for at lave en god børnefilm. Børnene er i centrum, den har nogle habile børneskuespillere, den er faktisk morsom og lidt fjollet, med overraskende skæve eksistenser, og selvom budskabet er ganske ligetil, er den alligevel opløftende. Og med tanke på alle de lystige aspirationer som filmskaberne har haft med en futuristisk verden og en fortælling spredt ud over flere medier, så slipper de meget godt fra det hele.