Robin Hood

Kategori Teater af - januar 27, 2023
Robin Hood

Eventyr i Sherwood

Folketeatret brillerer
Det kræver stort talent at møde børn i øjenhøjde, give plads til voksenhumor, repræsentere samtiden, og give alle noget med hjem, som man kan tænke over, der efterlader lidt mere end underholdning for underholdningens skyld. Det talent viser Folketeatret her, at de mestre.

Foto: Christina Hauschildt

Ligestilling. Også i de fredsløses skov
Fortællingen om Robin Hood er eviggyldig. Manden, der tog fra de rige og gav til de fattige. Manden, der tog kampen op mod uretfærdigheden. Manden, der blev fredløs, men vandt sin kærlighed og flyttede ud af skoven til sidst. Manden. Hvorfor bliver jeg ved med at skrive det?

Det gør jeg, fordi i denne version, er det ganske vist stadig den unge mand Robin af Locksley, der tager kampen op mod tyranien, sammen med Lille John og Broder Tuck, men posen er veltiltrængt blevet rystet lidt, så møllerens datter, Doerwynn, og Lady Marian, ikke længere spiller rollerne som kvinder i nød, men i høj grad selv er med, til at bestemme slagets gang, og kæmpe på lige fod ved siden af og ikke bag ved Robin Hood.

Foto: Christina Hauschildt

En for alle og alle for en
Nå nej. Det er de tre musketerer. Men når skoen passer. Folketeatrets opsætning af Robin Hood er en familieforestilling, når det er bedst. Der er noget til alle. Det er en børneforestilling i hjertet ja, med de traditioner, det skuespil og den dertilhørende fortællestil, som man forventer. Men de lidt større og voksne bliver hele tiden fodret med godter og referencer, der gør det til en kæmpe fornøjelse.

På rækken lige bag mig var en mor, far, to drenge og en teenagepige. Alle var med fra start til slut. Der blev grinet, måske på forskellige tidspunkter, men de lidt over to timer, som forestillingen varer, gik hurtigere end en pil kan flyve, og hvis man kan få en teenager til at more sig oprigtigt sammen med sin familie over en teaterforestilling, der handler om Robin Hood, så kan man alt.

En familieforestilling, der varer lidt over to timer, der anbefales til børn fra 6 år, virker på papiret som lidt af en umulig opgave. Man skulle tro, at opmærksomheden var på lånt tid, men fremdriften, replikkerne, scenografien og rekvisitterne tryllebinder alle i salen. Hvis det mod forventning ikke skulle være nok, så giver de tre musikere, som aktivt er med på scenen, et på samme tid humoristisk indspark, men også en tidsindsigt, der underbygger handlingens tidsperiode, følelser og stemninger.

Personligt var jeg klar til stående klapsalver, da Robin Hood og Lille John har deres venskabelige dyst over, hvem, der har retten til at gå først over den lille gangbro til tonerne af AC/DC´s Thunderstruck. Og ja, Christopher Læssø får muligheden for at give et hurtigt bud på den sang, der, i hvert fald for min generation, var synonymt med Robin Hood.

Foto: Christina Hauschildt


Robin Hood. Eventyr i Sherwood er på turne rundt i landet fra 26. januar til 26. marts. Efterfølgende på Store Scene på Folketeatret fra 30. marts til 30. april 2023
Varighed 2 timer og 5 minutter. Inkl. pause. Anbefales til børn fra seks år.


Medvirkende: Christopher Læssø, Emilie Rasmussen, Jesper Riefensthal, Jacob Weble, Josefine Tvermoes, Mathias Sprogøe Fletting, Jon Lange, Morten Christensen og Magnus Bruun. Manuskript: Ken Ludwig. Oversættelse: Henrik Lykkegaard. Instruktion: Frede Gulbrandsen Scenografi: Julie Forchhammer. Koreografi: Sofie Akerø. Stuntkoreograf: Klaus Hjuler. Lysdesign: Lars Schou.: Steen Larsen. Komponister og musikere: Jullie Hjetland, Kirstine Lindemann, Hans Find Møller.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.