Rings

Kategori Biografen af - februar 02, 2017
Rings

En gyser ligesom alle de andre

I gyseren Rings følger vi den unge kvinde Julia, hvis kæreste lige er bortflyttet for at tage sin uddannelse. Julia bliver dog bekymret for ham, da han pludselig ikke er til at finde, alt imens alle omkring ham snakker om en mystisk video med en ung pige. Alle, der har set dette gamle VHS-bånd, dør syv dage senere. Det viser sig, at Julias kæreste har set filmen, så i et desperat forsøg på at påtage sig hans forbandelse ser hun selv video. Herefter kommer Julia i kontakt med dæmonen, der står bag, og som det viser sig, vil have hendes hjælp.

Forkert fokus
Det er en temmelig tåbelig historie, som fra start af beder en om at sluge lige lovligt mange kameler for at tro på præmissen. En dårlig historie har dog aldrig stået i vejen for tidligere gyserfilm, der sagtens har kunne overkomme plottet med masser af chok, splat og en gennemgående ængstelig stemning. Hvis man blot vil blive forskrækket, så er der rigeligt med chok her. Det meste af tiden bliver brugt på ”jump-scares”, men en på noget tidspunkt grufuld atmosfære, skal man lede længe efter.

Filmens fokus på de billige gys bliver hellere ikke hjulpet på vej af de mindre gode skuespillere. Matilda Anna Ingrid Lutz, der spiller Julia, besidder et enormt upassende monotomt ydre, til trods for, at hun skal forestille at være skræmt for livet hele tiden – og lad mig slet ikke komme for godt i gang med Alex Roe, der spiller rollen som den intetsigende kæreste.

Mest latterligt er dog Vincent D’Onofrio, der dukker op som en blind mand, som kender til pigen fra videoen, men som også samtidig opfører sig som en aldrende Daredevil. Det er meningen, at han skal være intimiderende og skræmmende, men ligesom det meste andet i filmen, så fejler det fuldstændigt.

Rings er en helt og aldeles fantasiløs gyser. Der er intet nyt under solen, og alle klichéer, der på noget tidspunkt har eksisteret i genren, bliver brugt op til flere gange. Skuespillet er ikke ligefrem noget at skrive hjem om, historien er intetsigende og gysene er mere grinagtige, end de er skræmmende. Det er desværre en ommer i denne omgang.

  • Release Date: 2/2/2017
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.