En langtrukken adaptation
23 år efter Peter Jackson første gang præsenterede os til den definitive version af Tolkiens fantasy univers, har det været sparsomt med fortællinger fra Midgård. Seks film er det blevet til fra Peter Jackson og en enkelt serie på Amazon Prime. Nu er stafetten dog delvist blevet givet videre til japanske Kenji Kamiyama, der har lavet noget så usædvanligt som en anime.
Inspireret af Tolkiens appendiks til Ringenes Herre, rejser vi flere hundrede år tilbage i tiden, før Frodo og de andre helte tog afsted på rejsen mod Mordor. Her møder vi Hera, der er datter af den legendariske Helm Hammerhand, konge af Rohan. Hun er fanget af traditionerne og forventningerne til hende som kvinde, og længtes efter et liv, hvor hun kan udforske de åbne vidder. Kongeriget står dog for fald, da en krig indledes med Dunlending-stammen. Et episk slag er nært forestående, og kun tiden vil vise, hvilket rige, der står tilbage.
Efter at have set Ringenes Herre: Krigen om Rohan, sidder jeg stadig tilbage med en række spørgsmål. Det store spørgsmål er ikke blot, hvorfor MGM og Warner Bros. har produceret en anime, men endnu mere, hvorfor det lige var denne historie, valget faldt på.
Anime uden at være anime
Gennem de sidste 20 år har Ringenes Herre-filmene været garant for på alle måder episke produktioner. Selv den lille børnebog Hobbitten blev til en episk trilogi, med slag, der til tider overtrumfede Ringenes Herre. Når man så har taget beslutningen om at prøve noget nyt, er det uforståeligt, hvorfor vi så alligevel får en historie i samme stil, bare med en billigere og ikke nær så betagende produktion.
Det er en meget klichefyldt fantasyhistorie, med intriger, enetaler og slag, hvor et utal af ansigtsløse fodsoldater må lade livet, mens hovedspillerne kaster om sig med poetiske gloser, der ikke er så dybe, som de giver sig ud for at være. Forbindelsen til Tolkiens univers er hellere ikke dybere end, at filmen groft sagt, fortæller os, hvordan Helms kløft fik sit navn, og det er ikke en oprindelseshistorie, der kræver mere end to timer for at fortælle.
Hvad er mere besynderligt er valget af anime som den visuelle stil. Anime er ikke bare animation fra Japan, men en hel genre i sig selv. Her er der mere plads til at skeje ud end i vesterlandsk animation. Følelser, tanker og måden at kommunikere på giver muligheden for et helt andet udtryk. Ingen af disse muligheder bliver dog taget, så udover den genkendelige genreæstetik, er der ikke meget japansk anime over produktionen her.
Derfor ender filmen med at fremstå underligt ufærdig. Panoreringerne over landskabet ligner noget fra et gammelt PlayStation 2-spil, og den hakkende animation, hvor karakterernes bevægelser er stærkt begrænset, gør hele tiden en opmærksom på, hvor skrabet budgettet må have været. Mismatchet mellem historien og eksekveringen er ellers ikke det, man forbinder med filmene fra Tolkiens værker.
Ringenes Herre: Krigen om Rohan, er en besynderlig biografoplevelse. Jeg er sikker på, at der nok sidder nogen, der bare ikke kan få nok af Tolkiens univers, og nu er ovenud lykkelige over at have fået en filmatisering af oprindelseshistorien bag Helms kløft. For alle os andre, er det dog svært at finde positive sider, der er værd at fremhæve. Den billige animation, det klichefyldte melodrama og den meget langtrukne historiefortælling, skaber ikke ligefrem en ny mesterlig adaption af Tolkiens sider. Derfor ender det som en oplevelse for de største die hard fans og ikke så mange andre.
