Fartpiloten er det eneste, der fungerer

Liam Neeson er en spøgs størrelse. Ikke fordi der er noget i vejen med hans højde, men fordi han af uransagelige årsager bliver ved med at lave den ene actionfilm efter den anden, der hverken er til at skelne fra hinanden, eller tilsyneladende forsøger at berettige sin eksistens på nogen måde.

Denne tager plottet udgangspunkt i en blanding mellem Speed og Phone Booth, hvor Liam Neesons karakter bliver fanget i sin bil, der har en bilbombet gemt under hans sædet. Hvad er endnu værre er, at han også har sin to børn på bagsædet, som han skal køre til skole. Nu er det op til ham at finde ud af, hvem der forsøger at slå ham ihjel, men også at redde hele sin familie.

Setuppet er enkelt og banalt, og man skal være lovligt undskyldt, hvis man allerede har mistet interessen, for det er ikke ligefrem stor filmkunst, som der bliver formet her. Skuespillere som Matthew Modine og Embeth Davidtz bidrager med lidt stjernestøv, men ellers er det så forudsigeligt og klichéfyldt, som det overhovedet kan være.

Det leder mig tilbage til det helt store spørgsmål, hvorfor tilbringer den nu 71-årige skuespillere, der tidligere spillede roller som Oskar Schindler og Rob Roy, sit livs efterår på roller som den retskafne børsmægler Matt Turner, hvis liv slutter så snart biografmørket forsvinder? Det mest positive man kan sige om Retribution er, at den ikke er provokerende dårlig, men den er også samtidig uden nogen kraft eller kunstnerisk ånd, der kan gøre den til mere en film, som man falder over på DR1 en sen lørdag aften.