Det umenneskelige ved racisme

I Retfærdighed for Emmett Till får vi præsenteret en forfærdelig historie fra det virkelige liv. I 1955 tager den blot 14-årige afroamerikaner, Emmett Till, fra Chicago til Mississippi for at tilbringe lidt tid med sin familie. Det skulle egentlig have været en stilfærdig tur, men ender i stedet med, at han bliver kidnappet, tortureret og lynchet.

Det er udgangspunktet for filmen, der på intet tidspunkt lægger skjul på, at det er helt umenneskeligt, hvordan et barn kan blive dræbt på den måde. Emmetts mor forsøger efterfølgende at stille morderne for retten, men jeg tror ikke, at det er nogen spoiler og skrive, at der ikke ligefrem er nogen positiv slutning på den her historie.

Publikum får ubehaget at føle
Racisme er modbydeligt, og når den bliver dyrket som i Mississippis samfund, er det næsten ikke til at holde og være vidne til. Dette ubehag er filmens helt store fokus, da der ikke bliver holdt igen med at vise, hvor rædselsfuldt det er at blive lagt for had ved blot at eksistere. Det er ikke bare spillelængden, der er lang, men også de enkelte scener og indstillinger, som er noget længere, end man er vant til i dag. På rigtig amerikansk vis, vil filmskaberne gerne være helt sikre på, at publikum kan sætte sig ind i og mærke, hvor forfærdeligt tilværelsen er for de sorte amerikanere.

Og hvis mission er at vise, hvor afskyeligt og destruktivt had er, er der ingen tvivl om, at det er lykkedes med filmen her. Derfor smerter det mig også endnu mere at skrive, at til trods for det ubehag man sidder tilbage med, er det også en relativt uengagerende film.

Der er lavet ufattelig mange film om racisme, og det er desværre stadig en meget aktuel problemstilling. Selv i denne film, bliver der ikke bare henvist til situationen i 1955, men trukket tråde hele vejen frem til USA i dag. Så med tanke på, at man kender alt for godt til historier som denne, så bliver den manglende cinematiske kreativitet, desværre også udslagsgivende for den samlede biografoplevelse.

Retfærdighed for Emmett Till er en film, der endnu engang understreger og viser, hvor destruktiv racisme er for alle. Der er nogle virkelig stærke skuespilspræstationer, særligt fra Danielle Deadwyler i rollen som Emmett Tills mor, og publikum får virkelig lov at føle, hvor hårdt og urimeligt det er at skulle leve i konstant frygt. Som et cinematisk værk, er det dog ikke nogen stor åbenbaring, men som en – desværre – eviggyldig påmindelse, har den helt klart sin berettigelse.