En autentisk sønderjysk tragedie
Efter sit store gennembrud med den meget lille, intime og ekstremt effektive Onkel, der fulgte den unge Kris, der ruminerede over livet på sin onkels gård, så er instruktør og forfatter Frelle Petersen tilbage med en noget større, men samtidig helt nede på jorden fortælling.
Den nye film, Resten af livet, handler om en ganske almindelig og genkendelig familie fra Sønderjylland. Denne kernefamilie bestående af far, mor og voksne børn, har et rigtig godt liv, og nyder stadig hinandens selskab, hvilket man fra start får lov til at se, da de som fast tradition mødes til morgenmad, i anledning af morens fødselsdag. Denne fryden og gammen fortsætter dog ikke, fordi efter den voksne søn pludselig går bort, er det ikke bare familien, der bliver reduceret med et medlem, men også et tomrum, der bliver skabt. Herefter følger vi familien, mens de forsøger at komme sig over tabet, og finde tilbage til livet.
Den genkendelige sorg
Dette enkle setup bliver beskrevet med samme autenticitet, som det var tilfældet i Onkel, og er stadig den helt store styrke i Frelle Petersens sønderjyske trilogi, der portrætterer de mest lavmælte mennesker i det danske samfund. Vi er så langt væk fra storbylivets glamour, og havde der ikke været undertekster, havde jeg nok ikke forstået halvdelen af, hvad de sagde.
Ikke desto mindre er det hård kost at følge den her familie, hvor vi ser, hvordan alt med et pludselig er forandret. De bearbejder sorgen vidt forskellige, for mens nogle svælger i sorgen, forsøger andre at lægge det bag sig, fordi det er for hårdt at tænke på hele tiden.
Men uagtet, hvor troværdige og velspillet disse sørgmodige skæbner er, så kan det også blive for meget af det gode. Hvor Onkels store styrke var i det naturlige benspænd, som var filmens enormt lave budget, der tvang Frelle Petersen til at lave en meget minimalistisk og nærmest dokumentaristisk spillefilm, så er der skruet ikke bare op for længden, men også dramaet i denne spirituelle efterfølger.
Forbliver observerende
Fordi der er ikke nogen pæn måde at skrive det på, men filmen er simpelthen for langtrukken. Jeg tror, at alle der har oplevet at miste et nært familiemedlem, vil kunne sætte sig ind i denne sønderjyske families følelser, mens de forsøger at komme videre i deres liv. Men selvom det er hårdt at sidde igennem, forbliver det ved observationerne.
Vi ser, hvordan begivenhederne ser anderledes ud før og efter tragedien, men vi kommer ikke dybere ind under huden på dem. Til trods for, hvor genkendeligt og naturligt det er, så bliver det også lidt udmattende og trættende, og værst af alt ineffektivt, når den samme type scene bliver gentaget igen og igen. Det kan godt være, at folk opfører sig sådan i virkeligheden, men det er lidt langtrukkent at sidde og se en film med den struktur.
Resten af livet fortæller stadig en historie om nogle mennesker, som vi sjældent ser på film, og selvom det ikke er så friskt et pust længere, er det stadig anderledes fra meget andet i dansk film. Det er fedt, at Frelle Petersen har fundet sin egen niche, hvor han fortæller om de mennesker, som den meget lille, danske filmindustri ingen føling har med, men man kunne godt have ønsket sig, at filmen var bedre struktureret.
