Jennifer Hudson er fremragende,
men det er manuskriptet ikke

Der er ingen tvivl om, at Aretha Franklin har haft et hårdt liv. Det kan godt være, at det kun er tre år siden hun gik bort, men med så begivenhedsrigt et liv er der nok at tage fat i. Lige fra en alt for ung graviditet, en far der pacede hende, en voldelig husbond og et alkoholmisbrug, så er alle de klassiske elementer, som vi kender fra musikbiografien til stede. Men det er som om, at filmen aldrig rigtig kommer i dybden med nogle af disse elementer, så de i stedet forbliver klicheer.

Det klassiske musikportræt
Man kan tydeligt mærke ærbødigheden omkring denne fantastiske sangerinde, der enten skyldes en enorm ærefrygt over for hende, eller også er det fordi, at filmen er optaget lige efter hun gik bort. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ligger til grund, men portrættet af Ree, som hendes familie kalder hende, er et meget firkantet af slagsen. Alle de mangler, som farver et rigtigt menneske, bliver meget let viftet væk, med undtagelse af, når folkene omkring hende omtaler hendes ’indre dæmon’.

Filmen fungerer bedst, når den følger skabelonen, som du nok kender fra langt de fleste musikbiografier. Vi følger musikeren fra de er helt unge, er med dem, når de bliver opdaget og finder deres stemme i og udenfor musikstudiet, hvorefter de roder sig ud i en masse personlige problemer, men heldigvis kan slutningen reddes ved at synge en sang, mens billeder af den rigtige musiker bliver vist på skærmen. Denne fortællestruktur er blevet genbrugt et utal af gange, seneste i Bohemian Rhapsody og Rocketman, og det er med god grund, fordi den virker. Dramaet er medrivende, fascinerende og indbydende, også for dem, som ikke har læst film- og medievidenskab på universitet, men hvis ikke man propper noget indhold ind i den her skabelon, så ender det hele unægtelig med at blive meget forudsigeligt.

Hvor er mennesket?
For til trods for, at vi følger Aretha Franklin i lidt over 30 år, er det som om, at vi aldrig rigtig lærer hende at kende. Der er selvfølgelig en masse folk omkring hende, der gør livet surt, og et meget kompetitivt miljø, der former Ree fra sine helt unge år, men alle hendes personlige mangler, der har haft lige så stor indflydelse på musikken, bliver fuldstændig ignoreret.

Eksempelvis spiller hendes børn stort set ingen rolle i filmen, og det til trods for, at hun fik dem meget tidligt, under de værst tænkelig forhold. Mest mangelfuldt er det dog, da vi går ind i den sidste tredjedel af filmen, hvor hun pludselig går fra at være en dydig præstedatter, som hele tiden prøver at bevare den gode stemning, til pludselig at være en rapkæftet, slagkraftig og selvstændig kvinde, tilsyneladende fra den ene scene til den anden. Hun udvikler også et alkoholmisbrug, men det stopper lige så hurtigt som det begynder. Ikke fordi hun opnår nogen stor selvindsigt, men fordi hun hallucinerer sin mor, og øjensynligt bare beslutter sig for at stoppe.

Der bliver heller ikke rigtig taget fat i, hvor privilegeret hun egentlig var, som en sort kvinde i halvtredserne. Ligesom Mozart havde en far, der pressede ham, fra han kunne gå, så havde Aretha Franklin en velhavende af far, som var så ambitiøs på hendes vegne, at han skaffede hende hendes første pladekontrakt. De forhold er, hvis ikke tankevækkende så i hvert fald interessante, for slet ikke at tale om, at hun faktisk kendte og var venner med Martin Luther King Jr., men ingen af disse ting får mere end en overfladebehandling

Jeg kan godt forstå, hvorfor man holder lidt igen med at dykke ned i disse komplicerede og tvetydige sider af hendes livshistorie, men der bliver smidt ikke bare et stort drama, men også et portræt af et rigtigt menneske på gulvet, for at strømline fortællingen.

Kunne have været meget mere
Jennifer Hudson gør det dog godt, med det manuskript hun får. Hun har en fantastisk stemme, der virkelig vækker Aretha Franklins sange til live, og det er uden tvivl filmens største højdepunkter, hver eneste gang hun synger en af disse tidløse sange.

Respect er en ganske habil portrætfilmen om soul dronningen Aretha Franklin, men så heller ikke mere. Dramaet skriver nærmest sig selv, men i den ihærdige stræben efter at følge den klassiske struktur, og for at skabe et entydigt positivt portræt af Aretha Franklin, kommer vi aldrig ind på livet af hende. Savner man noget god musik, og har man lyst til at vide lidt mere om soul dronningens liv, så kommer man ikke til at gå helt galt i byen her, og det endda til trods for en spillelængde på 2 timer og 20 minutter, der slet ikke føles lang. Aretha Franklins musik er virkelig tidløs, og Jennifer Hudson kan synge, så der er garanti for solid underholdning, men den virkelig historie bag sangeren får vi ikke.