En værdig film til de overlevende

I dokumentaren Rekonstruktion Utøya, følger vi Rakel, Mohammed, Jenny og Torje, som alle gennemlevede det rædselsfulde terrorangreb på øen Utøya. Gennem filmen mødes de i et filmstudie i Norge, hvor de over et par uge, sammen med 12 unge skuespillere, tager rejsen tilbage til terrorangrebet på øen d. 22. juli 2011. Håbet er, at processen kan hjælpe dem med at komme videre, og sørge for, at folk aldrig glemmer, hvad der er sket.

Dokumentaren kommer i forlængelse af de to andre fiktionsfilm, der udkom tidligere på året, men til forskel fra Utøya og 22 July, så udspiller dramaet sig ikke samtidig med terrorangrebet. I stedet får de overlevende endelig lov til at få en stemme, og gennem rekonstruktionerne, de selv instruerer, får vi et meget klare billede af, hvordan det var at være til stede på øen, da Breivik dræbte 77 mennesker.

Barsk, men autentisk
Lad mig bare med det samme sig, at i modsætning til de andre film om terrorangrebet i Norge, så er Rekonstruktion Utøya den første, der faktisk bidrager med noget positivt, opløftende og autentisk. Fiktionsfilmene er udmærket spændingsfilm, men det er ikke de overlevendes historie – tværtimod. Nu får de overlevende endelig en stemme, og det er befriende, at det ikke bliver pakket ind i nogen dramaturgisk formel, eller gjort til mainstream underholdning.

Vi følger fire overlevende, som får lov til at genskabe og genopleve, hvordan det var at være til stede, og så er vi bare med som tilskuer. Det er virkelig hårde sager, og det kan man også se på skuespillerne, der fremfører minderne, for de er flere gang ved at bryde sammen i gråd.

Rekonstruktion Utøya, er som at være vidne til god terapi. Man kan mærke, hvor betydningsfuldt det er for de overlevende at få lov til at genskabe den værste dag i deres liv, så de kan give andre indblik i hvordan det faktisk var at være til stede på Utøya. Det er en kraftfuld film, der lykkes med at hold fokus på dem som det hele handler om, uden at bruge for overdrevne virkemidler.

Det kan godt være, at det er hårdt og sidde igennem, men når en film kan tjene andre på denne måde, så bliver filmkunsten heller ikke større.