Red One

Kategori Biografen af - november 07, 2024
Red One

The Rock redder julen

Det er snart en uge siden j-dag, der markerede, at nu er julesæsonen gået i gang. Det betyder ikke bare julefrokoster og julegaveindkøb, men også masser af hygge i form af julefilm. Red One er navnet på årets første rigtige julefilm, der ikke bare prøver at kickstarte juleglæden, men også kombinerer både action, komedie og hjertevarme i en storstilet pakke.

I filmen følger vi julemanden (J.K. Simmons), der er godt i gang med forberedelserne til hans årlige rejse Jorden rundt. Det går dog ikke helt som forberedt, da han bliver kidnappet lige før juleaften. Hans desillusionerede bodyguard Cal (Dwayne Johnson), ser derfor ikke nogen anden mulighed end at rekruttere den skrupelløse Jack (Chris Evans), der er den bedste i verden til at finde folk. For selvom Jack måske har tilbragt hele sit liv på de uartiges liste, skal julen reddes for enhver pris.

Julemandens Marvel-univers
Jake Kasdan har tidligere instrueret Dwayne Johnson i Jumanji-filmene, og det er meget ud ad samme tangent, denne julefilm er strikket sammen. Der er fart over feltet fra start til slut, hvor der ikke bare gøres et stort nummer ud af at opbygge universet, men også henvise til klassiske myter som eksempelvis krampus, bare i en lidt mere actionpræget og blockbusterlignende udgave.

Selve eksekveringen er dog meget generisk. Dwayne Johnson befinder sig meget i samme boldgade, som han har gjort så mange gange før, hvor han er både cool, men også har et hjerte af guld under overfladen. Han leverer, hvad man forventer. Chris Evans slipper også afsted i en lidt mere uvant rolle som den slibrige Jack, der decideret stjæler slik fra et barn, i en rolle som helt klart har været designet til Ryan Reynolds. De er et umage par og samtidig med, at vi lærer dem at kende, bliver vi også introduceret til et næsten Marvel-inspireret univers fuld af mytiske væsner over hele verden.

Der sker så meget, og filmen er så proppet med både digitale effekter, imponerende makeup og actionsekvenser, at man nok skal holde sig underholdt, men nogen nyklassiker bliver det aldrig. Filmen har dog øjeblikke af sukkersød charme og opfindsomhed, som fx hvordan legetøj spiller en stor rolle i filmens handling. Det forbliver dog ved de små øjeblikke, mens handlingen er noget mere forudselig, ligesom de følelsesladede øjeblikke fremstår mere kalkuleret end naturlige.

Red One er en meget sukkersød og bombastisk julefilm. Den formår at kombinere masser af forskellige myter fra årets mørkeste tid, til at skabe sit helt eget univers. Men det store fokus på mytologiskabelse til trods, forbliver den gennemsnitlig og ufarlig som så mange andre julefilm, der gerne vil samle familien ved årstiden. Dwayne Johnson og Chris Evans udgør et habilt makkerpar, der fungerer, men ligesom resten af filmen aldrig rigtig imponerer. Det er ikke den værste måde at starte julesæsonen på, men heller ikke meget mere end storstilet underholdning, som hurtigt er glemt igen.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.