En voldsom, men nødvendig film
Rebel er en ekstremt effektfuld skildring af radikalisering og en påmindelse om, at vi ikke kan påstå at leve i fredstid, når verden er så globaliseret, at unge fra Belgien kan blive indoktrineret til at smide deres liv væk i en krig på den anden side af jorden.
Til at starte med, tror man dog, at der er tale om en actionfilm fra Hollywood, fordi der er så meget fart overfeltet. De to instruktører har da også erfaring fra de helt store produktioner, da de seneste stod bag kameraet på Bad Boys for Life. Mere virkelighedsnært er Rebel dog til forskel, da den handler om krigen i Syrien. Henover de første år af krigen i starten af 2010’erne følger vi en belgisk familie, der bliver ramt på forskellige måder. En familie, der bliver ødelagt på så grusom vis, at det er hårdt overhovedet at tænke på.
Rejsen mod radikalisering
Vi lægger ud med at følge den ældste søn Kamal, der efterlader en bugnende musikkarriere for at bidrage med nødhjælpen, men som ender med at blive indlemmet i Islamisk Stat. Det er en voldsom fortælling, men værst er dog historien om hans lillebror Nassim.
Måden Nassim bliver radikaliseret på er så forståelig i al sin forudsigelige enkelthed, at det kun gør det endnu mere tragisk, hvordan alle folkene omkring ham, indirekte eller direkte skubber ham mod afgrunden. Hvad end det er de andre unge, der går i en stor bue uden om ham, til de kyniske bagmænd, der taler ham efter munden og lover guld og grønne skove. Mest graverende element i hans undergang er dog socialrådgiverne, som med åbne øjne ignorerer moderens eksplicitte råb om hjælp, fordi det øjensynligt er for besværligt. Fordi hvis man ikke engang kan få hjælp, når man aktivt rækker ud efter den, hvad håb er der så tilbage?
Måske for voldsom
Så det er en barsk omgang, hvor der ikke bliver lagt fingrene imellem noget som helst, og det til en sådan grad, at det faktisk bliver næsten for effektjagende. Min eneste anke ved helhedsoplevelsen er derfor også de mange sange. Med jævne mellemrum bliver vi nemlig hivet ud af de jordbundne skæbner af musicalsekvenser. Jeg ved ikke helt, om det fungerer, når filmen skifter fra et brutalt, socialistisk drama, og så over til musicalnumre, hvor karakterer synger deres inderste følelsesliv ud. Det giver muligheden for at skildre perspektiver og tanker, som der ikke er plads til i en rigid, realismesøgende fortælleramme, men det hiver også en ud af filmen, i hvert fald de første par gange, det sker.
Rebel er hård kost, og måske endda en lidt for voldsom film til hr. og fru Danmark. De skiftende genregreb slipper filmen overraskende godt afsted med, men den brutale råhed og rendyrkede ondskab kan være svær at sluge for de fleste. Kan man holde ud at sidde igennem denne lidelseshistorie, der tilsyneladende ikke har forsøger at indgyde håb, vil hele ens virkelighedsbillede blive udfordret. Om der er plads til sådan en film i biografernes filmkatalog, der hovedsageligt består af banale gentagelser, er svær at spå om, men vovet og imponerende er den ikke desto mindre.
