Lidt for barnlig for sit eget bedste

Spielberg er efter flere år med tunge historiske dramaer vendt tilbage til science fiction-genren med Ready Player One, der paradoksalt nok er hans mest nutidige til dags dato. Filmen udspiller sig i en fremtid, hvor folk bruger mere tid på at leve i den virtuelle verden, end den virkelige. Det, der dog gør filmen til fiktion, og ikke en flot dokumentar, er imidlertid, at folk hovedsageligt er optaget af ét globalt VR-spil, der hedder OASIS. I OASIS kan man være lige den man vil, og udleve ens vildeste fantasier, og som om det ikke engang var nok, så har skaberen af spillet arrangeret det sådan, at hvis man finder en måde at vinde spillet på, så overtager man også rettighederne til spilplatformen.

Da vi springer ind i historien er det gennem teenageren Wade Watts’ (Tye Sheridan) øjne. Hans eneste højdepunkt i livet er, når han stikker af fra hverdagens pinsler i OASIS. Alt ændrer sig dog, da han pludselig kommer på sporet af, hvordan man skal vinde spillet, hvilket ikke bare giver ham et nyt håb i livet, men også sætter ham i søgelyset hos en ond organisation, der ønsker at overtage det ’virtuelle verdensherredømme’.

Meget naiv
Der er ingen tvivl om, at Spielberg vel næsten ikke kunne have valgt en mere åbenlyst tidstypisk historie, end den han har gjort. Selvom han har lavet film i mere end fem årtier, så er det tydeligt fra første sekund, at han har forstået at skabe en fortælling for ”online multiplayer generation”. Der er fart over feltet i alt lige fra karakterudviklingen og actionsekvenserne, men vigtigst af alt, så går han med en utrolig naivitet til kildematerialet, og tør faktisk tage plottet seriøst – sådan da.

For selvom forudsætningerne faktisk er tilstede for at blive revet med af universet, fordi filmen ikke gør grin med sig selv hele tiden, ligesom så mange andre blockbustere i dag, så ender den paradoksalt nok med at være al for naiv.

Skurken, her spillet af en ihærdig Ben Mendelsohn, er en endimensionel skurk, der hader nørder, kun tænker på penge og vil gøre hvad som helst for at vinde – lige indtil det faktisk ville kunne sætte en stopper for vores helte. Der er også visse elementer ved den dystopiske fremtid, der heller ikke helt passer, såsom at folk åbenbart lever under kummerlige vilkår på en ødelagt planet, men vi ser aldrig nogen, der rigtig lider. Fokus er selvfølgelig heller ikke på den fysiske verden, så det er svært at klandre filmen for dens manglende dybde i den afdeling, men det vidner om, at Spielberg trods alt ikke har fuldstændig gennemtænkt universet, som man ellers ved, at han kan.

Denne barnlige entusiasme smitter sig også at på action scenerne, der er en kavalkade af alverdens popkulturreferencer, og i flere sekvenser føles mere som en dreng, der banker hans legetøj mod hinanden end, at der bliver fortalt en historien i disse scener. Jeg ved, at der er en masse som vil grine fjoget undervejs, når filmen eksempelvis laver en absurd reference til Ondskabens hotel, eller når Jernkæmpen, Tracer og Battletoads alle deltager i et Ringenes Herre-lignende slag mellem det gode og det onde. Personligt, fik jeg til trods for alle referencerne aldrig rigtig levet mig ind i noget af actionen, fordi det hele meget hurtig blev utroligt støjende og uden konsekvenser – i såvel den virtuelle som fysiske verden.

Ready Player One, er en veludført børnefilm, selvom det nok hensigten, at resten af familien også skulle have fået noget ud af den. På papiret burde det have været en fantastisk eventyrfilm til en ny generation, men uanset, hvad det står skrevet, så består filmen ikke min lakmustest for eventyrfilm, hvor jeg stiller mig det enkle spørgsmål: Blev jeg revet med?

Og til trods for, at det er kompetent udført, så blev det aldrig til mere end en flygtig fornøjelig følelse. Filmen er hovedsageligt henvendt til de lidt yngre familiemedlemmer, som nok vil finde filmens naivitet befriende, men man skal nok ikke som forældre selv regne med at få meget ud af den.