Eventyrligt teater fra Eventyrteatret
Det er ikke det tyske eventyr indsamlet og nedskrevet af Brødrene Grimm, og det er ikke Disney, tak for det i øvrigt, det er helt sit eget, og det er helt som det skal være. Et rigtigt eventyr.
Gunvor Reynberg har skrevet en vigtig tidløs historie, der fortæller os, at lige meget, hvordan du ser ud, hvor du er født, og hvem du bliver forelsket i, så er der ingen andre end dig selv, der skal bestemme over dig, eller andre ligesindede frit tænkende mennesker.
Det lyder banalt, det er det også, men det virker, og det virker rigtig godt.
Sangene skrevet til forestillingen og sunget af de mange talenter efterlader mange andre musicals i støvet bag sig. Der bliver alt andet end sprunget over, hvor håret er kortest, når nu det er teater til børn, og tanken om, at det er et mere tilgivende publikum, kunne indfinde sig. Alt er blevet gjort for at møde netop børnene i øjenhøjde, og jeg elskede hvert sekund.
Der er simpelthen for mange medvirkende til at nævne dem alle, så ingen nævnt ingen glemt. Det er en holdindsats og ikke et bjerg, hvor en enkelt står tilbage på toppen.
Et eventyr inde i et eventyr
Glassalen, som ligger i midten af Tivolis oplyste have, er det perfekte sted for Eventyrteatrets opsætning. Omringet af havens traditioner og magi, kommer publikum på besøg i en atmosfære, der minder meget om Alexandre Dumas’ bog om De tre musketerer. ”En for alle og alle for en.”
Her mener jeg ikke bare, hvad der sker på scenen, men fornemmelsen af det sammenhold eventyrteatret som institution emmer af.
Allerede ved hovedindgangen blev publikum mødt af børn og unge i kostumer. Med stor stemning guidede de os mod salen og skabte forventning og glæde hos især de små. Paraden er og har været en fast del af eventyrteatrets opsætninger i efterårsferien, og man føler sig virkelig velkommen.
Det vigtigste var og er børnene
I glassalens mørke hørte jeg oprigtig begejstring, frygt, forbløffelse og fordybelse. Bevares der var popkorn over alt på gulvet, efter slaget var vundet, og en knægt måtte undervejs erklære til sine forældre, ”jeg er virkelig bange nu,” men han blev og sejren denne lørdag eftermiddag gik også til ham, og det han vandt inde i sig selv den dag.
Hvis man køber billetter til Rapunzel i Glassalen mellem den 15. og 23. oktober, giver teaterbilletten også adgang til Halloween i Tivoli på spilledagen.
Egnet for alle eventyrelskere fra 5 år.
Rapunzel spiller fra 07. oktober til 23. oktober 2022. I Glassalen i Tivoli.
Varighed 2 timer, inkl. 20 minutters pause med underholdning på pladsen foran Glassalen.