En værdig afslutning

I Rambo: Last Blood tager vi for femte gang afsted på en voldelig forsigtighedsfortælling, med krigsveteranen John Rambo. Da vi møder ham denne gang, er det lykkedes for ham at tøjle sin PTSD, og ovenikøbet få sig noget, der minder om en familie. Lykken er dog kortvarig, da hans surrogat datter tager til Mexico for at opsøge sin biologiske far. Tingene tager hurtigt en meget mørk drejning, og så må Rambo genfinde sin mørklagte side, i håbet om at få retfærdighed.

En god plotstruktur
Sylvester Stallone forsøger faktisk at fortælle en ordentlig historie i denne omgang. Med et fokus på mennesket og ikke bare den overdrevne, blodige vold. Volden er der selvfølgelig stadigvæk, men den bliver holdt til et minimum og ikke forherliget på samme måde, som det ellers har været tilfældet, særligt i de seneste to film.

Selve manuskriptets plotstruktur er også overraskende veludført. Historien giver sig tid til at karakterisere Rambos liv, tage krigsveteran delen seriøst og opbygge en mørk og dyster stemning. Der bliver heller ikke holdt igen med at vise, hvor modbydelig og ondskabsfulde mennesket kan være. Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst har set en mainstreamfilm, hvor man for alvor rejser ned til det mørkeste hjørne af menneskeheden, hvor empati er et fremmedord, hvor kvinder bliver solgt som varer og foragten er så enorm, at det er svært at finde nogen menneskelighed hos dem.

Filmskaberne er ikke dygtige nok
Rent teknisk er det en ganske velkonstrueret film. Desværre rækker de kunstneriske evner aldrig rigtig til at skabe en ekstraordinær filmoplevelse. Hjertet er på rette sted, men forsøget på den dybtfølte morale klinger noget hult, når klimakset alligevel ender med at være et voldsorgie, hvor blodet sprøjter til alle sider, og personer bliver lemlæstet på opfindsom vis.

Rambo: Last Blood er en af de bedre i serien. Målet er at skabe en følelsesmæssig historie, og det lykkes til dels. Volden som serien er blevet kendt for, og en empatisk historie, kan dog ikke rigtig gå hånd-i-hånd, så derfor ender det med at blive en noget spaltet oplevelse, hvor der er gode takter, men hvor eksekveringen ikke helt kan leve op til ambitionerne.