Alt går op i en højere enhed
I Quo Vadis, Aida? følger vi den bosniske tolk Aida, på den skæbnesvangre dag i 1995 på FN-lejren i Srebrenica. På nuværende tidspunkt har den serbiske hær overtaget byen, der ellers skulle være beskyttet af FNs styrker, og midt i denne tragiske situation befinder Aida sig. Hun forsøger at manøvrere mellem de to lejre, og mens vi følger hende, står det meget hurtigt klart, at noget er helt galt hos ikke bare den brutale serbiske hær, men også hos FN.
Det er næsten ikke til at fatte, at filmen her faktisk er baseret på en sand historie. Ikke blot, fordi det er en tragedie, som er næsten umulig at forstå, men mindst lige så meget, fordi den udspiller sig blot 25 år tilbage i Bosnien. Det var ikke bare en krigsforbrydelse, som den serbiske hær udførte, men FNs handlingslammelse var direkte medvirkende i et folkedrab på flere tusinde uskyldige mennesker.
Selv hvis man ikke kender til historien i forvejen, kan man lynhurtigt spore sig ind på, at det hele kun kan ende galt. Det er en meget barsk fortælling, der beskriver en nærmest ubegribelig afstumpethed, og et meget mørkt kapitel i menneskehedens historie.
Afdæmpet fortællestil
I stedet for at overdrive i et desperat forsøg på at fremtvinge tårerne hos publikum, har filmskaberne meget klogt valgt at fortælle historien på nærmest dokumentarisk vis, hvor kameraet i langt de fleste scener blot er en flue på væggen, der dokumenterer hvad der sker, mens vi følger Aidas ulykkelige kamp for at redde sin familie. Og fordi der ikke bliver spillet strygermusik konstant, eller er close-ups af folk, for at vise, hvor gode skuespillerne er til at græde, så sidder man hele filmen igennem med en knude i brystet, fordi man ligesom Aida, bare må se til, mens man ved, hvad der uundgåeligt kommer til at ske. Jasna Djuricic, der spiller Aida, emmer af autenticitet, og begår ligesom resten af filmen, ikke en eneste fodfejl.
Det er næsten ikke til at fatte, at Druk vandt en Oscar for bedste udenlandske film, i stedet for Quo Vadis, Aida. For filmen her, er på alle måder, ikke bare bedre end Druk, men helt særskilt en gennemført fremragende, relevant, barsk og følelsesmæssigt intens oplevelse.
Det er næsten mærkeligt at skrive om en film baseret på virkeligheden, men det er ikke bare en god historie, men også en fænomenal film på et teknisk niveau. Alt går op i en højere enhed, hvad enten det er den dokumentariske æstetik, de fremragende skuespillere, eller det knivskarpe blik for, det absurde i en krig, hvor naboer pludselig slår hinanden ihjel, uden egentlig at vide hvorfor, og hvor de fleste krigsforbrydere stadig går ustraffet rundt.
Man kommer nok ikke ud af biografmørket i godt humør, men som en beskrivelse af et dystert kapitel i menneskehedens historie, og som en påmindelse om, at der lige rundt om hjørnet i Østeuropa er begået rigtige forbrydelser mod menneskeheden, i min levetid, så bør det nærmest være et krav, at alle os privilegeret danskere, der kun har velfærdsproblemer, bør se filmen her, for at blive mindet om det er umenneskelige i krig.
