Portræt af en landsforræder
Quislings sidste dage er et meget fornemt kammerspil. Det meste af tiden bliver tilbragt i selskab med den afsatte statsminister, der taler med præsten Peder Olsen, mens han sidder i fængsel. For at sætte tingene lidt i perspektiv bad Vidkun Quisling direkte Hitler om at besætte Norge, hvor han fortsatte som statsminister under krigen, indtil den sluttede fem år senere.
I baggrunden kører retssagen sideløbende, hvor der skal fældes dom over hans krigsforbrydelser i forbindelse med 2. verdenskrig. Langsomt får vi et indblik i psyken bag den mand, der mere end nogen anden er synonym med landsforræderi i Norge.
Mennesket bag facaden?
Det mest bemærkelsesværdige ved filmen er ikke, at det er en to en halv timer lang samtale mellem en præst og en afsat statsminister, der kun venter på døden, men at det er et norsk historisk drama, der ikke er et heltekvad. Normalt, når der skal fortælles historier fra Norges fortid, er der skruet op for de positive parametre, uanset om det er Max Manus, Kongens valg eller Amundsen for blot at nævne et par stykker.
Der findes dog ikke nogen positiv vinkel på historien om Quisling. Han var landsforræder og nød også personligt godt af tyskernes besættelse, så der findes ikke mange positive udlægninger – og så måske alligevel. For gennem de mange samtaler tegnes der et portræt af et menneske, der er endt som sin egen fjende. Et menneske, der for alt i verden ville undgå at stå på mål for de forfærdeligheder bolsjevikkerne stod bag i Østeuropa. Den frygt gjorde til gengæld, at han selv blev medskyldig i forbrydelser, der på alle måder kan sidestilles.
Quisling ville dog ikke acceptere, at han havde fejlet som menneske, og holdt derfor stivnakket fast i rollen som den stærke leder, også selvom det blev på bekostning af en skævvredet virkelighedsopfattelse.
Behovet for et narrativ
Det mest interessante i kammerspillet mellem Quisling og Peder, ender derfor med at være, hvordan det understreges, at det alle mennesker har tilfælles, hvad end vi er bedragere eller religiøse præster, er behovet for at fortælle en historie om os selv. Skabe en fortælling, der tilfører mening til vores liv, også selvom det bliver på bekostning af kontakten til ens medmennesker og virkeligheden.
Quislings sidste dage er et tankevækkende portræt af et menneske, der helt til det sidste, ikke ville gå på kompromis med sit selvbillede. Uanset hvor meget Peder desperat forsøger, er det noget nær umuligt at trænge igennem det mentale panser som Quisling har opbygget.
Som rendyrket kammerspil, fungerer filmen, og det er i høj grad takket været Gard B. Eidsvold som Quisling og Anders Danielsen Lie som Peder, der til tider formår at sige meget mere end det, der står i manuskriptet. Den lange spilletid fastholder måske ikke ens interesse kontinuerligt, men det rykker heller ikke ved, at det er en bemærkelsesværdig oplevelse, der er værd at se, særligt med tanke på, hvordan Quislings forskruet forhold til virkeligheden er ved at vinde indpas igen i dag.
