En forvirret dannelsesrejse
Luca Guadagnino havde noget af et filmår i 2024. Ikke nok med, at han stod bag Challengers, der var som en sommerlige og varm coming-of-age film, pakket ind i en tenniskamp, der virkelig gjorde sig bemærket blandt de stadigt mere konventionelle biograffilm, var det ikke det eneste, han havde fingrene i.
Selvom man måske ikke skulle tro det, var der også plads til en filmatisering af William S. Burroughs’ eftersigende ufilmbare roman, Queer, der nu er landet i de danske biografer. I filmen rejser vi tilbage til 1950’ernes Mexico City. Her møder vi amerikanerne William Lee, der har trukket sig tilbage i sydens sol. Han fordriver tiden på diverse barer og tilbringer nætterne med yngre mænd. Alt ændrer sig dog, da han en aften får øje på den unge Eugene Allerton. Fra da af har han kun blik for ham.
En historie delt i to
Det er en historie, der udforsker hele idéen om identitet og seksualitet, på en meget todelt facon. Første halvdel er meget ligetil og forståelig, mens vi følger Lee, der forfører den mere modvillige Allerton, som ikke vil kendes ved sin seksualitet. Ikke bare historien, men også det visuelle sprog skifter dog fuldstændig karakter, da rejsen tager os til Ecuador i jagten på planten yagé, der eftersigende kan give telepatiske evner. Herefter er filmen som et langt syretrip, hvor hoved og hale er en by i Rusland.
Med så radikalt et skifte i stil og tone, er det heller ikke en oplevelse, som vil hue alle og enhver. Men uanset om de meget vovede visuelle valg falder i god jord eller ej, er det i hvert fald et troens spring, som er værd at hylde – ikke mindst for hovedrolleindehaveren, Daniel Craig.
Et brud med konventionerne
Vi er milevidt fra James Bond, for i rollen som William Lee er Craig ikke bare entydigt queer, men medvirker også i erotiske og eksplicitte scener, der er alt andet end i tråd med det image, han har fået opbygget hen over årene. Craig gør det fremragende som anker i en film, der er i konstant forandring, men det kan ikke skrives tydeligt nok, at målgruppen ikke kunne være fjernere fra det mainstreame.
Med Queer fortsætter Luca Guadagnino sin tematiske, eksplosive og opfindsomme rejse for at finde og definere menneskers identitet. Som altid emmer filmen af erotik som var man vidne til en sommeraffære, ligesom stemningen altid er flyvsk og på karakterernes præmisser. Daniel Craig er som altid kompromisløs og giver sig fuldt ud i en rolle, der virkelig forlanger meget af ham. Man kan heller ikke klandre nogen af de medvirkende for deres engagement, men i sidste ende er det som om, at tingene aldrig går op i en højere enhed. Man trættes i stedet for at stimuleres af de repetitive scener, så da vi endelig når til den surrealistiske afslutning, er man mere end noget andet udmattet.
Mere end nogen anden af Guadagninos udfordrende film, er det svært at forudse, hvem, der vil finde den tilfredsstillende. Det var lidt for absurd til mig, men der er ingen tvivl om, at andre vil elske William S. Burroughs’ syretrip af en selvbiografi.
