Det er svært at lave en god ungdomsserie. Hvis du selv tænker tilbage på de serier, du så som ung, der stadig hænger ved, er antallet nok slående lille. Sidste gang der var en ungdomsserie, der virkelig resonerede med sin målgruppe, var den norske Skam, og det er efterhånden tre år siden, at serien sluttede, så vi nærmer os snart en ny generation, der ikke har deres serie, som de kan kalde for deres egen.
Med serien Puls, der har premiere på TV2 Play i dag, forsøger Mette Føns, at fortælle en historie, som en ny generation af unge forhåbentlig vil tage til sig. Det er dog meget svært at sige, selvom jeg har set alle ni afsnit, om det kommer til at blive tilfældet.
I serien følger vi en gruppe unge, forbundet gennem et basket hold, der alle går og tumler med hver deres personlige krise. Der er den selvdestruktive Sophia, som efter sin mors død udfordrer skæbnen mere og mere, og Tenna, der lever i en konservativ muslimsk familie, som bare gerne selv vil vælge, hvem hun skal giftes med, inden hendes forældre tager beslutningen for hende, når hun fylder 20 år. Disse to historier, ville være nok til at bære en serie i sig selv, men de bliver aldrig rigtig bearbejdet. I stedet fokuserer de ni afsnit, på et homofobisk drama mellem tre drenge på basket holdet.
De tre drenge Erik, Samir og Bastian, bliver spillet godt og troværdigt af de tre unge skuespillere Vilmer Trier Brøgger, Amer Bosnjak og Albert Rudbeck Lindhardt, og der er ingen tvivl om, at serien står stærkest og klarest, i scenerne mellem de tre. Det er som om, at lige her, går tingene op i en højere enhed. Det meget klaustrofobisk kameraarbejde, højner også deres intense følelsesliv, så man virkelig kan se og mærke, at alt andet end deres nærmeste relationer er uvigtige for vores gruppe af unge. Uden for dette trekantsdrama, er de mange nærbilleder lidt for ekstreme, så det til tider kan være svært at finde rundt i scenes geografi, men lige netop her passer det som hånd i handske.
Der er dog ét virkelig stort problem, som hæmmer helhedsoplevelsen, og det er ikke, at resten af ensemblet nærmest er statister i historien, men, at det drama som udspillet sig på mange måder er ufærdigt. Det paradoksale er nemlig, at selvom afsnittene er mellem 12 og 19 minutter lange, og der bliver fortalt én hovedhistorie over denne sæson, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at det er både langtrukken og for kort.
Vi skal næsten halvvejs ind i sæsonen, før der sker noget nævneværdigt, og når der så endelig bliver skruet op for dramaet, er der ingen forløsning, fordi historien tydeligvis kommer til at strække sig over to sæsonener. Så i skrivende stund, er det lidt som at anmelde halvdelen af en film. Det er ganske enkelt ikke til at sige, om slutningen retfærdiggør rejsen. Der er lovende takter, men det er i virkeligheden først når sæson to udkommer senere på året, at vi får svaret.
Serien kan ses på TV2 Play.
