En interessant debut

Hvor skal man starte med en film som Psykosia? Filmen er Super16-uddannede Marie Grathøs spillefilmsdebut, og hun betegner den selv som hørende under en ny genre, kaldet psykotisk realisme. Ny føles filmen bestemt, og jeg kan ikke umiddelbart erindre at have set noget lignende før – faktisk er filmen nærmest én lang psykose, hvor man fra start af befinder sig langt inde i sindets mørke afkroge, og derfra bevæger man sig blot længere og længere ind.

Det er svært at give en præcis beskrivelse af filmens handling, for filmens surrealistiske stil gør at enhver form for plot er helt dekonstrueret, og i stedet føles det mere som om man følger et psykotisk sind. Men som udgangspunkt handler filmen om, at en forsker ved navn Viktoria (Lisa Carlehed) bliver hyret af lederen af en psykiatrisk afdeling (Trine Dyrholm) til at behandle patienten Jenny (Victoria Carmen Sonne) – mere kan jeg vist ikke uddybe det.

Følelsen af en psykose
Filmens udseende er meget stiliseret, og virkelig flot. Mange af billederne er ekstremt nøje opstillet og indrammet, og føles fotografisk. Dette passer godt til filmens psykotiske udtryk, hvor alt virker ude af kontakt med virkeligheden, og hvor det hele mere er en repræsentation af et sindelag. Det gør filmen meget fængslende, og selvom man kan være lidt i tvivl om, hvad der præcis foregår – og hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi – så bliver man opslugt af Viktorias og Jennys psykotiske dans med hinanden. Til at vise dette er Lisa Carlehed og altid gode Victoria Carmen Sonne virkelig godt castet, og de rammer flot den absurde nerve, som filmen balancerer på.

Til tider kan Psykosia dog føles en anelse fortænkt, og på trods af, at filmen blot har en spilletid på halvanden time, er der et par passager, som virker lidt lange i det. Jeg tror, at filmen muligvis havde gjort sig lidt bedre som en lang kortfilm, hvilket også er den slags film Grathø – før Psykosia – har begået sig i.

Dette ændrer dog ikke på at Psykosia virkelig er en interessant debut, og det er imponerende hvordan instruktøren formår at portrættere den mentale tilstand så klart, at hele filmen føles som en lang psykose. Jeg ender på 4 store stjerner, og jeg vil vente spændt på det næste projekt fra Marie Grathø.