En hævnfilm til vores tidsalder
Promising Young Woman er en finurlig film, som jeg har et meget ambivalent forhold til. Kort sagt, handler filmen om kvinden Cassandra, også kaldet Cassie, der grundet en meget traumatiserende og også meget samfundsrelevant begivenhed, ikke har noget til overs for mænd, og for at få hævn, tager hun hver eneste weekend ud på en tilfældig natklub, hvor hun udgiver sig for at være fuld, for at se om der er nogen såkaldte ”gode fyre”, der vil udnytte hende under dække af at være betænksomme, hvorefter hun så kan konfrontere dem, eller gør det, der er værre. Og selvfølgelig er der altid en fyr, som forsøger at have sex med hende, hver eneste gang hun tager ud.
Som du nok kan regne ud, er det meget en film, der eksisterer og ånder som følge af de problemstillinger, der er er oppe og vende lige for tiden. Her tænker jeg specifikt på MeToo-bevægelsen, hvor kvinder der tidligere ikke har haft nogen stemme, er blevet ydmyget og på alle måder dårligt behandlet før i tiden, nu endelig får lov til at komme til orde, og blive taget alvorligt.
Det store spørgsmål bliver så, om filmen har mere på hjertet, end blot at moralisere, og fortæller os noget som vi allerede ved – at man skal tage voldtægter seriøst – eller om den også har noget andet filmisk på hjertet?
© UIP
Nok er nok
Der er ingen tvivl om, at filmen har et budskab, som ikke er til tage fejl af. Mænd har alt for længe kunnet slippe afsted med fuldstændig uanstændig adfærd, og vi har set gennem historien, at de endda i de fleste tilfælde er blevet understøttet og nydt opbakning af samfundet, så længe de har haft en høj nok status.
Nu er det så blevet hævnens time, både figurativt og bogstaveligt talt i filmen her. Dette udmunder sig ikke bare i Cassies opfindsomme hævnaktioner, men også i det verdensbillede, som bliver tegnet op undervejs. Hver eneste mand er rædselsfuld og modbydelig, også selv om han måske ligner en ”god fyr.” Der er ingen tvivl om, at det miljø, som filmen portrætterer, med særlig fokus på de amerikanske broderskaber på uddannelsesinstitutioner, slet ikke passer ind i de idealer, som bliver værdsat i dag. Og selvom jeg ikke på nogen måde vil forsvare deres adfærd, må jeg alligevel sig, som en person, der hverken har drukket en øl, taget stoffer, forsøgt at score kvinder på natklubber og aldrig nogensinde har forlangt sex af en kvinde, som var det min menneskeret som mand, at forekommer det mig meget fjernt, det billede, som bliver tegnet op her.
Derfor virker det meget voldsomt, og slet ikke nødvendigt for filmens budskab, at alle mændene i filmen, som minimum er klamme og liderlige, hvis ikke de er decideret sexforbrydere. Det er forundrende endimensionelt, og igen slet ikke nødvendigt for at sympatisere med Cassie mission og forstår, hvorfor hun har fået nok.
© UIP
Velstruktureret
Heldigvis har filmen også noget at byde på, som et cinematisk værk. Selvom jeg måske ikke helt køber den meget firkantede fremstilling af mænd og kvinder, så må jeg anerkende, at filmen er godt struktureret. I starten tror man, at hele filmen kommer til at bestå af en lang række hævnaktioner, men det ændrer sig flere gange undervejs, og giver også plads til, at filmen kan lege med filmmediet, i takt med, at historien snor sig i forskellige retninger.
Det giver plads til, at Carey Mulligan virkelig kan folde sig ud, i både romantiske og spændingsfyldte scener, hvor man aldrig helt ved, om det har slået fuldstændig klik for hende, eller det fuldt overlagt. I forlængelse heraf, bliver vi også introduceret til karakteren Ryan, spillet af komikeren Bo Burnham, der sørger for at lette stemningen, så det ikke hele tiden bare er ren suspense.
Men selvom filmen er godt struktureret, så den aldrig føles monoton, og der er en god variation i typen af scener, er det alligevel først i de sidste 20 minutter, at filmen for alvor tager en uventet drejning, og bliver rigtig interessant. Der sker noget, som næsten aldrig sker på film, og det åbner op for et hav af muligheder, som man som seer ikke kan lad være med at gætte på.
Desværre, så varer begejstringen ikke ved, for selvom jeg ikke vil afsløre noget, bliver jeg også nødt til at skrive, at slutningen ender med at være noget søgt, på en måde, som ikke rigtig passer ind i resten af filmen. Det viser sig også, at slutningen er tilføjet af producenterne, men det ændrer ikke på, at den er skuffende.
© UIP
Snubler til sidst
Promising Young Woman, er en film, som på rigtig mange måder, er et produkt af sin samtid. En film som denne, hvor man følger en kvinde på et hævntogt, der ikke bare bliver italesat som et unikt tilfælde, men som et generelt samfundsproblem, er en fortælling som nok ikke havde fået den samme mediebevågenhed for bare et par år siden, men som følge af MeToo og det generelle skub i Hollywood og den vestlige verden, for at skabe positive forandringer, så bliver handlingen i høj grad taget seriøst, og har endda udmøntet sig i en Oscar for bedste originale manuskript.
Carey Mulligan gør det virkelig godt, som den indebrændte og til tider letter psykopatiske Cassandra, som bare har fået nok af forfærdelige mænd, og som er træt af uretfærdigheden. Historien er godt fortalt, og der bliver på ingen måder sparet på de filmiske virkemidler, slet ikke når det kommer til lyden, som er alstedsnærværende, særligt i de intense scener, hvor strygerne nærmest overdøver dialogen.
Paradoksalt nok, er det svageste i filmen manuskriptet, som aldrig nogensinde for alvor får bearbejdet og behandlet den syge mandschauvinistiske kultur, som den kritiserer, men i stedet forfalder til klicheer, for at kunne fokusere på de opfindsomme måder, som Cassandra hævner sig på. Tredje akt er interessant, ud fra et fortælleteknisk perspektiv, men desværre fører den ikke til en dybere historie eller slagkraftig slutning.
Det er dog til at se, hvorfor filmen har haft så stor succes, allerede inden den når de danske biografer, men man skal nok ikke forvente, at den kommer til at skabe den store forandring. For i sidste ende fungerer den bedst som en hævnthriller, krydret med lidt mere humor og samfundskritik,
end man er vant til.
