En på alle måder generisk actionfilm

I denne nye blockbuster udgave af Power Rangers følger vi endnu engang en gruppe high school studerende, der ved et tilfælde bliver gjort til de farverige helte. Vi bliver introduceret til de fem teenagere, som mennesker, der intet har til fælles, men som nu skal arbejde sammen, hvilket kan være svært, når man ikke engang kender sig selv.

De har dog ikke megen tid til at blive bedste venner, for samtidig med, at den nye generation af Power Rangers er blevet udvalgt, ulmer superskurken Rita Repulsa (Elizabeth Banks) også i manegen, og hun har kun ét ønske, og det er at erobre verden.

Et skørt univers
Der er ingen tvivl om, at Power Rangers fænomenet fra 90’erne aldrig har været synonym med kvalitetsunderholdning eller dybe historier. Det har altid bestået af sæbeoperaelementer, kombineret med absurd martial arts action og slåskampe med kæmpe robotter. Intet af dette giver mening i den virkelige verden, og derfor er det også umuligt at tage den nye meget seriøse grundtone alvorligt på noget tidspunkt, uanset hvor entusiastiske de unge skuespillere er, eller hvor meget de i starten forsøger at efterligne The Breakfast Club.

Man kan virkelig se og mærke, at skuespillerne elsker at spille de her superhelte, men manuskriptet gør dem altså ingen tjeneste. Selv hvis man ser bort fra de mærkelige toneskift undervejs, så går det hele så hurtigt, at de alle fremstår som arketyper, selvom det nok ikke har været intentionen. Til tider er replikkerne faktisk ufrivilligt morsomme, og det hjælper heller ikke på det, at der hele tiden klippes over til Elizabeth Banks, der er som taget ud af en tegnefilm.

Det er også svært at fortælle et dybt budskab, når det i sidste ende er et pænt fjollet koncept filmen bygger på. At fokus er fuldstændig malplaceret bliver også gjort utroligt tydeligt i den sidst akt, som er så torskedum og proppet med så meget product placement, at alt karakterarbejdet forinden ryger fuldstændig i glemmebogen. Forstå mig ret, klimakset er så actionmættet, at det nok er det, som de mest inkarnerede fans havde ønsket sig i en Hollywoodudgave af tv-serien, men man skal altså se en helt anden og meget mere generisk film inden da.

Det er svært at kalde det for en dårlig Power Rangers-film, når man kigger på inspirationskilden. Udførelsen ender dog alligevel med at være en besynderlig blanding af både en seriøs og fjollet udgave, som gør, at filmen nok ikke er tilfredsstillende for nogen seer. Der er masser af monsteraction til sidst, men man skal altså være tålmodig, hvis det er det, man gerne vil se.