Sjældent har de store følelser været så ømtålige

Med det franske drama Portræt af en kvinde i flammer, tager instruktøren af Girlhood (Céline Sciamma), os tilbage til slutningen af 1700-tallet. Portrætmaleren Marianne er blevet sendt ud på en afsides klippeø, men hvorfor ved hun ikke. Da hun ankommer, får hun til at opgave at male et portræt af den smukke, men følelsesladet Heloise, med det forbehold, at hun ikke må opdage det. Marianne er nemlig ikke den første, der har fået til opgave at male Heloise, der ihærdigt har kæmpet imod, da maleriet skal sendes til hendes kommende mand, som en del af traditionen forbundet med et arrangeret ægteskab.

Efterhånden som tiden går, kommer de to kvinder hinanden ved, og danner et tæt venskab, der dog hurtigt viser sig at rumme mere, end en venskabelig tone.

Stilfuld erotik
Filmen eksisterer meget i forlængelse af andre intime og erotiske kærlighedshistorier, hvoraf Call Me by Your Name, nok er det seneste succesfulde eksempel. Langsomt bliver vi på voyeuristisk vis, inviteret ind i de to kvinders verden, så man næsten begynder at føle sig involveret i den forbudte romance. Med ’næsten’ skal forstås, at alt er meget underspillet. Helt i tråd med tidsperioden, forbliver det meste af følelseslivet usagt, særligt når det ikke er socialt accepteret. De to skuespillerinder, Noémine Merlant og Adéle Haenel, gør det også helt eminent. Skuespillet er så underspillet, at man sidder og dvæler ved hver eneste ansigtstrækning, gestikulation og kropsholdning, i et forsøg på at tolke, hvad der siges mellem linjerne. Det er ikke bare godt, men også stilfuldt og elegant.

Desværre, fristes man næsten til at skrive, så varer denne underspillethed ikke ved. For efterhånden som historien skrider frem, og passionen ikke kan holdes under overfladen, udvikler tredje akt sig så forudsigeligt, at det næsten virker som en genindspilning af Call Me by Your Names slutning, bare i en anden tidsperiode.

Portræt af en kvinde i flammer er et elegant og raffineret erotisk kærlighedsdrama, hvor fornuftsstridigt det end måtte lyde. Med sit afdæmpede fortælletempo, kommer den nok ikke til at fanger den almene biografgængers opmærksomhed, men som et dybtfølt og intimt indblik i ”den forbudte kærlighed”, er den utroligt inkluderende for publikum, ikke mindst takket været to fantastiske skuespillere, som man ikke kan andet end at blive betaget af.