Fat Amy har taget magten

Acapella-pigegruppen er tilbage igen, ikke kun for at synge, men denne gang også for at vise os, at livet bestemt ikke er lutter lagkage, når man har bestået college – eller hvad?

I den sidste og afsluttede film af trilogien: ”Pitch Perfect 3”, møder vi pigerne tre år efter college. Beca (Anna Kendrick) arbejder som producer for utaknemmelige og talentløse rappere, og har dermed sagt sit job op, Aubrey (Anna Camp) er endnu ikke kommet ind på veterinæruddannelsen, og Fat Amy (Rebel Wilson) optræder på gaden som Fat Amy Winehouse, og sådan forgår det hele vejen rundt. Så da Emily (Hailee Steinfeld) inviterer dem alle til en ”reunion” med de nuværende Barden Bellas, dukker de alle op og indser, hvor meget de savner at synge med hinanden. Aubrey foreslår derfor, at de kan synge sammen en sidste gang, ved at deltage i en USO-turné, hvor man kan vinde muligheden for at varme op for DJ Khaled, hvilket de alle går med til. Så med håbet om at genskabe deres succes, og for Aubrey at se sin fraværende far, der er general, drager de afsted – men da Fat Amy støder ind i sin far, der er en lusket forretningsmand, som hun flygtede fra i Australien som 18-årig, tager det en uventet drejning, for kan gamle skurke ændre sig?

Rebel Wilson har overtaget hovedrollen
Måske skulle man tro, at Beca ville have hovedrollen, men ligesom i de forrige film, spiller Fat Amy en markant større rolle, der er vokset endnu mere i forhold til ”Pitch Perfect 2”. Fat Amy er ikke længere en bi-karakter, der udelukkende fyre sjove sætninger af. Hun er derimod blevet til en integreret drivkraft i plottet. Vi oplever også i større grad scener kun med hende, og flashbacks til hendes barndom. Filmen handler derfor ikke så meget om The Barden Bellas eller Beca, men derimod om Fat Amy, som denne gang har byttet rolle med resten af The Barden Bellas, der nu kun fyre sjove sætninger af.

Nå dette er sagt, så passer Rebel Wilson selvfølgelig perfekt i rollen som Fat Amy. Hun har fremstået som en mystisk skikkelse, fordi vi ikke ved så meget om hende udover, at hun er fed. Så dét, at vi står ansigt til ansigt med den far, der fik hende til at forlade Tasmanien gør, at vi får et større indblik i, hvorfor hun er blevet til den hun er. Det løfter filmen og gør hendes karakter meget mere underholdende. Jeg fangede mig selv i at grine højlydt flere gange af hende, jo længere jeg kom ind i filmen, fordi Fat Amys kommentarer og væremåde bliver sjovere, jo bedre jeg lærte hende at kende. Det blev næsten en skam at filmen også havde alle de andre karakterer med, når jeg egentlig foretrak alle scenerne, hvor det kun var hende.

Uforløste sideplot
Filmen forsøger dog at afspejle realiteten efter college, hvor alting ikke er en dans på roser. Ingen af de gamle Bellas har noget held med sig, og livet er gået i stå for mange af dem. Dette budskab er virkelig godt, men desværre kommer det ikke helt til syne. Filmen giver en feel good-følelse, der gør, at vi allerede fra start ved, hvem der får held i hvad, hvem der bliver kæreste med hvem, og at alting selvfølgelig vil blive godt i sidste ende – og meget af det bunder primært i, at vi starter midt i en af de sidste scener i filmen. Dette er utrolig ærgerligt, fordi alle deres problemer i starten af filmen faktisk er realistiske, og selvom nogen af dem selvfølgelig skal have en lykkelig slutning, ville det have været rart, hvis der var bare én af dem, der fandt en måde at leve med problemerne, så hele budskabet ikke blev alt for hollywood-agtigt.

Selve afslutningen af filmen var skuffende. Jeg sad til sidst med en følelse af, at alt blive forløst midt i rulleteksterne, nærmest som om, der ikke var tid til at færdiggøre alle de små sideløbende historier, fordi filmen ville så mange forskellige steder hen. Vi skulle både følge Becas kamp for en karriere i musikindustrien, Cholés møde med en sød soldat, Aubreys håb om at møde sin far, og Fat Amys tvivl om sin far. Det blev for mange små historier, hvoraf Fat Amys historie fyldte det meste af filmen, og ved rulleteksternes start ventede jeg stadig på at få forløst alle de andres.

”Pitch Perfect 3” er uden tvivl en tøsefilm, men den har svært ved at hamle op med de to forrige. Den skøjter rundt i de forskellige karakterers historier og gør dig forvirret over, hvad der er hoved og hale i det hele. Der afsluttes kun én af de mange historier i selve filmen, medmindre du ser rulleteksterne med. Men ønsker du dog at se en film, der kun skal være underholdende, give dig et håb om, at alt nok skal gå uanset hvad, og hvis du er kæmpe fan af Fat Amy, så vil du nok komme til at elske ”Pitch Perfect 3”.