En ambitiøs kunstfilm
Pigen med nålen tager os med til København i slutningen af Første Verdenskrig. Her møder vi Karoline, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen som fabriksarbejder. Efter mislykket forhold, endnu hun dog som arbejdsløs og gravid, uden noget håb for at overleve. Det er indtul hun møder Dagmar, der driver et hemmeligt adoptionsbureau for ugifte mødre, der ikke har råd til at beholde deres børn. Karoline takker ja til muligheden, og ender også med at arbejde som ammer for Dagmar. Tingene ser pludselig lyst ud, indtil hun begynder at blive mistænksom overfor Dagmars virkelig intentioner.
Filmskoletænkning
Inspireret af virkelige hændelser, er det en barsk historie, hvilket filmen heller ikke prøver at lægge skjul på. Hver gang noget dramatisk sker, akkompagneres det af en langtrukken gyserlyd, som for virkelig at understreger alvoren. Det er dog så uelegant, at man faktisk til sidst bliver følelseskold overfor flere af situationerne, hvilket nok ikke har været meningen.
Det sort-hvide billede bruges også ganske uopfindsomt. På samme måde som lyden, bliver det brugt til at sætte en tyk streg under den binære tankegang hos hovedkarakteren, ligesom verden omkring dem også er blottet for nuancer.
Så selvom historien er grundlæggende voldsom og vedkommende, formår den aldrig at blive virkelig engagerende. Produktionen bærer for meget præg af filmskoletænkning, og det er svært at spore den auteur, en produktion som denne kræver, for at skille sig ud fra mængden af film, der portrætterer de mørke sider af menneskehedens historie og for alvor gøre indtryk.
Fremragende skuespillere
Hvor filmhåndværket efterlader en med flere betænkeligheder, er der til gengæld ingen tvivl om, hvor dygtige skuespillerne er. Vic Carmen Sonne er stort set fejlfri i hovedrollen. Hendes livstrætte og døde øjne passer perfekt til en person, der som en levende død bare forsøger at holde sig selv i live, uden noget håb for fremtiden. Trine Dyrholm viser ikke nogen nye sider af sig selv, men mere af det, som man forventer, og det er heller ikke så ringe endda.
Overordnet set er Pigen med nålen barsk, men aldrig rørende og følsom, til trods for, at den ellers giver sig ud for at være det. Magnus von Horns forsøg på at skabe en mareridtsagtig fortælling fra bunden af det danske samfund efter Første Verdenskrig er ambitiøs, men den mangler den nødvendige dybde og nuance for at blive virkelig mindeværdig. Den skal nok ramme sin målgruppe, men noget originalt mesterværk bliver det aldrig.
