Værd at se også selvom den slutter uforløst
Lone Scherfig fortsætter sit udenlandske eventyr. Denne gang tager hun os med til 1960’ernes Chile i Pigen der fortalte film. Her møder vi det yngste medlem af en søskendeflok på fire, María Margarita, der bor sammen med sin familie i en mineby midt ude i Atacama-ørkenen. Underholdning er der ikke meget af, men hver weekend tager familien i biografen, og puster lidt tiltrængt magi ind i en noget støvet tilværelse.
En eksplosion i minen rammer dog familien hårdt økonomisk, så de kun har råd til at sende ét enkelt familiemedlem i biografen. Efter de tre ældre brødre ikke lykkedes med opgaven, får María lov, og det viser sig, at hun besidder et kæmpe talent for historiefortælling. Det bliver det ugentlige højdepunkt for Maria og familien igennem mange år, mens vi i baggrunden også ser, hvordan Chiles historie forandrer sig.
Et rigtigt epos
Film som denne giver sig i kast med det, der gør filmmediet til noget særligt. De store livsfortællinger kan noget på film, hvad end det er de mere bombastiske af slagsen som Lawrence of Arabia eller de mere intime som Farven lilla. Der er noget unikt over at følge menneskers liv over en længere periode, og denne voyeuristiske kvalitet besidder denne film også.
Hvad end det er Sara Becker som den voksne eller Alondra Valenzuela som den unge María, holder man virkelig af hende, og ønsker hende det bedste i tilværelsen. Udover portrættet af en ung kvinde i 60’erne og 70’erne, bliver også Chile som samfund nænsomt portrætteret. Her kan man i baggrunden følge, hvordan gentagende revolutioner fejler, mens de mange arbejdere forsøger at danne fælles front, men aldrig rigtig lykkes med at skabe varig forandring. Det bliver fx vist gennem den usædvanligt empatiske tyske forvalter af minen, Hauser, der fortsætter på posten i mange år, selvom alt taler imod det, fordi ingen kan blive enige om, hvordan de ønsker forandringen skal udmunde sig.
Med andre ord, er der meget, der lykkes i filmens historiefortælling. Derfor er det ikke desto mindre skuffende, når Mariás rejse slutter så tidligt som den gør. Lige når det begynder at blive virkelig spændende, og de store spørgsmål, filmen stiller, bliver afkrævet nogle svar, kører rulleteksterne hen over skærmen. Om det skyldes, at filmskaberne er løbet tør for penge, eller ganske enkelt ikke havde mere at sige, er svært at vurdere, men det er ærgerligt, når man havde købt fuldstændig ind på Marías livshistorie.
Pigen der fortalte film, ender med at være et rørende og sørgmodigt portræt af en nation af drømmere, der alle ønsker sig væk til bedre tider. Hvad end det er eskapismen i historiefortælling, arbejderoprøret eller moderens flugt fra tilværelsen, så har de alle så meget at bidrage med, men intet sted at kanalisere det hen, så det kan blive virkelig frugtbart. Filmen balancerer hele tiden på en knivsæg mellem at være for sørgmodig og håbefuld, og selvom historien måske slutter før man tror, bliver man efterladt med et håb for både Mariás, men også Chiles fremtid.
