En brutal komedie om magt, bedrag og store drømme

Det skal være sjovt at bo i Farum
Når det kommer til at fortælle historier, findes der som udgangspunkt kun to slags. Der er Askepot-historien om at komme fra ingenting og få alle sine drømme opfyldt, og så er der Kongens fald, der meget tydeligt er det modsatte.

Dramatiker Andreas Garfield har skrevet en forestilling, der i sin reneste form bruger begge på skift.

Det er en stor fornøjelse at opleve en forestilling, der med så stor overlegenhed og fortællelyst holder de ældste traditioner op og viser, at det stadig kan lade sig gøre at lave en forestilling, der kan holde sit publikum tryllebundet, selvom formlerne er de mest brugte i al historiefortælling.

Nu hjælper det selvfølgelig meget, at Peter af Farum ikke er digtet ud af ingenting, men med sin pinlige virkelighed daler lige ned i de førnævnte skabeloner som et uhyggeligt sammentræf.

Det eneste, der afholder mig fra at give Peter af Farum den sidste stjerne, er, at forestillingen tog det for givet, at publikum kendte til mange af de historiske nedslag og de årstal, de skete i.

Det var der da også aftenen igennem flere beviser på, da mange nikkede anerkendende til hinanden og hviskede lidt i krogene, men det er ikke alle generationer, der kan huske forsiderne på BT i 1999. Selvom kostumer, frisurer og rekvisitter hjalp meget, så ville jeg have været glad for et par årstal undervejs, der kunne indikere, hvor lang tid rejsen til toppen tog for bykongen, og derefter hvor hurtigt faldet kom.

Lediggang og venstrefløjen er roden til alt ondt
Scenografien er sofistikeret simpel. Scenen er badet i mahogni som ethvert gammelt rådhus med respekt for sig selv, og med meget få hjælpemidler rejser vi frem og tilbage mellem byrådssal, borgmesterkontor, mødelokaler og de mange rødvinsflasker i restauranten i Farum Arena.

Jens Jørn Spottag får rig mulighed for at folde sin karakter ud og etablere en Peter, der drømte om at blive formand for sit parti, men ikke blev det, så næstformand, som heller ikke lykkedes, for så at vende al energi mod at vise verden, at han ikke var nogen, man valgte fra, men valgte til. En sympatisk figur, der langsomt viser sin sande natur, mens storhedsvanviddet æder ham op indefra.

De medvirkende har, sammen med instruktør Rune David Grue, skabt en tæt på genial palet af byrådspolitikere og embedsfolk, som alle kunne være taget ud af en hvilken som helst borgerrepræsentation i Danmark, før, nu og om tyve år. Det er bekymrende morsomt.

Hvis bare du tør drømme. Hvis du tør sige det højt. Så bliver det
Folketeatret kender sit publikum, det har jeg skrevet mange gange før, men det er altid imponerende at se, hvor skarpt teatret rammer det, der må være stamkundernes smag.

Fra de små detaljer til replikføringen, det er og bliver folkeligt.

Du skal se Peter af Farum, hvis du er til traditionelt teater med en historieopbygning, der ikke som sådan overrasker, men er bundsolid. Alt sammen med skuespillere, der tålmodigt ved og viser, at ingen rolle er for lille til ikke at betyde noget for helheden.

Hvis du samtidigt er interesseret i eller selv arbejder med politik, så er det bare med at komme afsted.

Peter af Farum spiller fra 6. februar til 8. marts 2025. På Folketeatret. Store Scene.
Varigheden er ca. 2 timer og 35 min. inkl. pause

Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Petrine Agger, Tom Jensen, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen, Henrik Lykkegaard. Dramatiker: Andreas Garfield. Manuskriptdramaturg: Ninette Mulvad. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Franciska Zahle. Realiserende scenograf: Mie Riis. Koreograf: Esa Alanne. Lyddesign: Rune David Grue og Steen Larsen. Lysdesign: Lars Schou.