Storhedsvanvid og dødsdans forklædt som selvrealisering
Jeg er konge
Peer Gynt ligger på sit dødsleje. I sekundet inden døden tager ham, genoplever han sit liv i glimt som en indre rejse og en kamp med døden, der er med ham hele tiden.
Det er meget vigtig information, som også står som en del af handlingsbeskrivelsen i Anja Behrens’ meget alternative iscenesættelse af Henrik Ibsens klassiker på Store Scene i Skuespilhuset.
Uden denne viden kan forestillingen sagtens opleves og give en stor oplevelse, men du er overladt til dig selv, og på intet tidspunkt er der hjælp at hente til at forstå, at dette er en dødsdans og accept af, at Per ikke kommer til at acceptere noget som helst.
Det er prisværdigt og modigt at stå ved en så mørk, uafklaret forestilling, som efterlader sit publikum med utallige spørgsmål, teorier og fortolkninger.
Den udsolgte sal havde efterfølgende i foyeren først et stort behov for at gøre det, danskere er bedst til, som er at brokke sig. En stemning af ikke at have fået, hvad man selv mente, man havde krav på, lå tungt i luften. Men det var en fornøjelse at gå rundt mellem de stående og siddende grupper og lytte til de mange analyser og forsøg på at afkode det, der lige før var en forvirret skuffelse, men som minutterne gik, lød mere og mere som en kæmpe foræring, man ikke selv var klar over endnu.
Jeg havde selv læst lidt i programmet inden, så jeg var forberedt, men nu ønsker jeg, at jeg, som så mange af de andre, var gået blankt ind i dødens hule med forventning om en klassisk Per.
Peer Gynt på Store Scene i Skuespilhuset er et tiltrængt slag i ansigtet.
Jeg er kejser
Skuespillere og dansere trækker os med ind i bevidsthedens sidste sekunder, og med en fin, balanceret, forholdsvis minimalistisk, farveløs scenografi og lyssætning, som yderligere bliver understøttet af kostumer og koreografien, er forestillingen en nødvendig mavepuster til de generationer, der kæmper med at acceptere sig selv.
Patrick Baurichter er i titelrollen nødsaget til en evig desperation, som i længden kan opleves anstrængende, hvis man ikke køber eller kender præmissen for hele forestillingen. Men den stakkels Per bliver kyndigt holdt i hånden af mor Åse spillet af Karen-Lise Mynster, som til forestilling den 1. februar kan fejre 50- års jubilæum.
Fanny Louise Bernth, Elliot Crosset Hove og Karin Heinemeier fylder scenen ud med små kraftpræstationer, som sammen med danserne Hilde Ingeborg Sandvold, Lukas Hartvig-Møller, Amancio Gonzalez og Jessica Lyall fra Dansk Danseteater giver forestillingen dens nødvendige dybde og lokkende modspil, der fodrer de mange illusioner og lokker med deres muligheder om alt fra en værdig hverdag til et liv som troldekonge.
Jeg er Per
Du skal gå ind og se Peer Gynt på Store Scene i Skuespilhuset, hvis du gerne vil udfordres, har tid, og ikke mindst overskud til at gruble over den buffet, en andens storhedsvanvid kan give af tanker og refleksion over egne og andres handlinger. Du får ikke meget forærende og skal være klar til at stole på egne betragtninger og spejlinger.
Men er du klar på dette, venter der en stor oplevelse.
Peer Gynt spiller fra 18. januar til 28. februar 2025.
Varigheden er ca. 1. time og 30. minutter. Uden pause.
Medvirkende: Patrick Baurichter, Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Elliot Crosset Hove, Karin Heinemeier, Hilde Ingeborg Sandvold, Lukas Hartvig-Møller, Amancio Gonzalez, Jessica Lyall. Dramatiker: Henrik Ibsen. Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Lysdesign: Súni Joensen. Musik: Emil Assing Høyer. Oversættelse og tekst: Søren R. Fauth. Koreografi: Anja Behrens, Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvold, Jessica Lyall.
