En barsk, men smuk kærlighedshistorie

I det smukke, men barske New Zealandske landskab udspiller sig et familiedrama fyldt med kærlighed, kamp og intriger. Tiden er 1960, og vi følger en Maori-fårehyrdefamilie, hvis overlevelse afhænger af arbejde, og arbejdet afhænger af at få de dyrebare fåreklipningskontrakter. Men det er ikke nemt, når man ligger i åben strid mod en konkurrerende Maori familie – Poataerne.

For at sikre familiens overlevelse og trivsel styrer patriarken Tamihana Mahana sin slægt med hård hånd bundet af traditioner og gudsfrygt. Men det besværes en hel del af hans barnebarn Simeon, som forsøger at gøre op med familiens ofte hæmmende traditioner og kamp mod Poataerne.

Patriarken fortæller en smuk men barsk historie om familieliv, kærlighed og tradition i en Maori familie i New Zealand. Den er både fyldt med humor, drama og utroligt smukke naturscener. Men samtidig skildrer den også et folk, som er blevet kuet af Den Hvide Mands indtrængen og overtagelse, og deraf er tvangsanlagt til at arbejde for større godsejere.

Koloniseringens grimme ansigt
Det jeg særligt godt kunne lide ved denne fantastiske film var, at historien som omhandler kolonisering og racisme er en underlæggende, men ikke i sig selv definerende del af filmens historie. Den titter sit grimme hoved frem i ny og næ, men bliver kun italesat direkte en enkel gang, og det fungerer rigtig godt.

På den måde fortælles en simpel, men rørende historie om to familier og deres kamp for overlevelse og kærlighed, smukt spundet ind i en større fortælling om et folks undertrykkelse.

De to fortællinger slipper aldrig hinanden. Det kommer også til udtryk, når familierne pludseligt slår over i det oprindeligt talte sprog, som ikke var tekstet, da jeg så den. Det gav filmen et helt særligt og meget personligt præg, hvilket gjorde mig endnu vildere med den.

Slutningsvis vil jeg rose alle skuespillerne for deres utroligt nære og personlige performance. Det gjorde filmen varm og kærlig at se, og jeg fik en stor lyst til at ride rundt på de græsbeklædte bjergskråninger i bare tæer og uden saddel.

Men den går desværre ikke. I stedet giver jeg filmen 5 stjerner for den skal ses af alle og især på det store lærred.