En enestående meditation over det komplette liv
I den oscarnominerede Past Lives bliver de stærke relationer, vi danner i løbet af livet, taget under kærlig behandling. I filmen følger vi de to skolekammerater, Na Young og Hae Sung, fra Sydkorea, hvis veje skilles, da Na Youngs familie emigrerer til Canada.
De møder hinanden igen et årti senere og genoptager deres forhold gennem Skype-samtaler, og trods den fysiske afstand og ikke mindst tidsforskellen, formår de alligevel at komme hinanden ved. Det er dog et bittersødt gensyn, fordi selvom den moderne kommunikationsform skaber muligheder, er det en ringe erstatning for den ægte vare. Derfra springer filmen en tredje gang, yderligere et årti, hvor Na Young og Hae Sung for første gang i 24 år står fysisk over for hinanden.
En genial fortællestruktur med plads til fordybelse
De tre nedslag danner rammen for historiens tre akter, og det er sammen med skuespillerne, filmens helt store genistreg. Det meste af filmen bliver tilbragt i selskab med de to mennesker, og mens vi som publikum får lov til at se dem i al deres akavethed, forsøger de at håndtere de enormt stærke følelser, de har for hinanden.
Det er så autentisk, som det overhovedet kan være, og selv de mest iscenesatte scener, giver aldrig afkald på den nerve, der er til stede, når man bevidner to mennesker, der forsøger at verbalisere alt det, som de aldrig har fået sagt. Meget forbliver implicit, men sådan er de fleste relationer i livet også.
I centrum er de to stærke præstationer af Greta Lee og Teo Yoo, ikke overraskende det bærende fundament for filmen. Deres kemi slår så mange gnister, at det nærmest er håndgribeligt, og man føler sig som en flue på væggen, der har bevilget sig helt ind til de mest intime øjeblikke mellem to mennesker, der aldrig har fået sagt, hvad de virkelig ville. En kemi, der kun bliver styrket af fraværet af samme mellem Lee og John Magaro, der spiller ægtefolk senere i filmen – men det kan der selvfølgelig også være en pointe i.
Man skal heller ikke blive skræmt af, at filmen bærer sit koreanske perspektiv med stolthed. Størstedelen af dialogen foregår på koreansk, men også kulturen, der danner bindeled mellem de to, viger aldrig pladsen, i et forkrampet forsøg på at inkludere folk, som ikke kender til kulturen. Derfor er det så imponerende, når man aldrig føler sig distanceret, selvom man hverken taler sproget, eller har noget tilhørsforhold til landet og kulturen.
Past Lives er en meget socialrealistisk film. Det eneste, den mangler, er køkkenvasken. Det er dog kun en force, fordi det skaber et knivskarpt fokus på det, som virkelig tæller i historien, den menneskelige relation. Nuancerne i relationerne, det drømmelignende kameraarbejde af Shabier Kirchner, og kontrasten mellem metropolerne Seoul og New York, kombineret med to eminente skuespillere, er alt sammen med til at skabe en cinematisk oplevelse, der går op i en højere enhed.
Det bliver til mere end en kærlighedshistorie, men i stedet en meditation over de indtryk vi efterlader hos hinanden, alt imens det store spørgsmål om det meningsfulde liv, bliver formået af vores fortid, nutid og ønsker for fremtiden.
Så gør dig selv en tjeneste. Tag ind og se Past Lives.
