Parasite

Kategori Biografen af - december 25, 2019
Parasite

God og fængslende genreblanding

Efter en lille årrække med amerikanske film, er instruktør Bong Joon Ho vendt hjem, og har med Parasite lavet sin første sydkoreanske film siden Mother i 2009. Dette har vist sig at være en god idé, for Parasite vandt i foråret guldpalmen i Cannes, og man forstår godt hvorfor. Med sin nyeste film har Bong Joon Ho lavet et fremragende genremix af en film, som både er en komedie, en tragedie, et drama og en thriller.

Filmen handler om en fattig familie på fire, som bor sammen i en lille kælder, under ringe forhold, hvor de bliver nødt til at stjæle naboens wi-fi og kæmpe sig igennem tilværelsen. Sønnen, Ki-woo får mulighed for at blive engelsktutor for en ung kvinde fra en rig familie, efter en anbefaling fra sin ven. Ki-woo nyder godt af bekendtskabet hos den nye familie, og hurtigt får han infiltreret den riges familie store hus med hans egne familiemedlemmer. På bedragerisk vis får han sin søster Ki-jung ind som kunstunderviser for familiens yngste søn, sin far Ki-taek ind som familiens chauffør og sin mor Chung-sook ind som husholderske. Den fattige familie har nu indtaget den riges families hus som parasitter, hvilket hurtigt eskalerer ud af kontrol.

Socialpolitisk tema – medrivende udtryk
Det helt store tema bag Parasite er klasseskel. Det gennemsyrer filmen fra start til slut, og selvom klassetematikken til tider er en smule skarpt skåret op, så udtrykker filmen flot, hvordan klasseforskellen mellem rig og fattig i Sydkorea (og det meste af verden) er så enorm, at de to grupperinger er blevet helt uforenelige. Dette kommer blandt andet til udtryk via den flotte visuelle side, hvor kontrasten mellem den fattige families kælder og den rige families store hus er herligt iscenesat.

På trods af sit socialpolitiske tema, er det dog ikke fordi filmen føles særlig politisk – eller som en film med en altoverskyggende agenda – i stedet er Parasite vidunderligt fængslende, underholdende og spændende. Man bliver fra start af medrevet af den fattige families underholdende og komiske infiltrering, og i filmens sidste halvdel sidder man på kanten af sit sæde i løbet af en suspense-fyldt hæsblæsende konfrontation.

Med Parasite viser Bong Joon Ho, hvordan han er en af mestrene af genreblanding, og med brug af både intenst drama, underholdende komik, grum tragedie og iskold suspense, har han skabt en intelligent og medrivende film, der bestemt er biografbilletten værd.

  • Release Date: 12/25/2019
Kommentarer er lukket.