Det er næsten paradoksalt, at jeg igennem de seneste par dage ikke har tilbragt synderlig megen tid med at se kortfilm, men det skyldes bare, at der har været så mange andre spændende arrangementer, der kun finder sted en gang, og som aldrig vil kunne genses til forskel fra filmene.

Et af disse arrangementer var blandt andet Wikke og Rasmussens fokusprogram, som det så fint hedder, hvor de fremviste deres science-fiction Se dagens lys fra 2003. En uhyggelig, men ikke desto mindre stadig meget relevant historie om en fremtid, hvor den æstetiske livsstil har taget fuldstændig overhånd, og hvor alle rutiner er blevet udryddet, fordi hele befolkningen tager en sovepile og vågner den næste dag med en ny kone, børn, familie og arbejde. På den måde sker der altid noget nyt, men det er på samme tid også umuligt at skabe et sammenhængende liv.

Dette var dog et særtilfælde, for som noget helt ekstraordinært, så har de sidste dage af filmfestivalen stået i spillets tegn, i sideprogrammet Playoff. Det er svært at komme uden om, hvor meget spil- og filmindustrien er begyndt at ligne hinanden mere og mere, i takt med at nørderne har overtaget verden. Og der findes nok heller ikke nogen bedre talsmand for dette paradigmeskifte end Jakob Stegelmann, bedre kendt som vært for Troldspejlet. Ikke nok med, at han var til stede for at skabe mere bevågenhed om de interaktive medier, så havde han også forberedt en live udgave af netop Troldspejlet.

Der var plads til masser af selvironi, humor og et hav af videoer fra internettets vilde vesten blev vist frem for en fuld sal af glad og entusiastiske tilskuere. Jeg må også som en del af det publikum konstatere, at Stegelmann besidder en utrolig varme og fortælleglæde, der kan få selv de mest introverte mennesker til at række hånden i vejret og diskutere lystigt. Så hvis du nogensinde får mulighed for at deltage i et af hans arrangementer, så bør du gøre det uagtet om du er interesseret i det han taler om, fordi det er noget helt særligt at se, hvordan han kan engagere folk, der normalt aldrig ville sige noget, og skaber en hyggelig og tryg stemning.

I forlængelse af den hyggelige stemning var det også meget passende, at jeg nåede at deltage i et af den “kunsteriske profil” Poul Nesgaards programmer. I dette tilfælde, havde han besøg af sin tidligere kollega fra filmskolen og gode ven Arne Bro. De fremviste en af deres ældste kortfilm og fik diskuteret lystigt og venskabeligt med hinanden om alt det, der gør, at filmindustrien og mediet har haft så stor betydning for dem i deres liv. Samtalen ledte dem fra alt til gamle dage, henover ledelsesfilosofi og helt præcist, hvad det er de kigger på, når de forsøger at finde talenter for som Arne Bro sagde, “Når de er færdig med deres uddannelse, er vi tvunget til at se deres film resten af vores liv”.

Ovre i den mere storladede afdeling er sidstedagen også ensbetydende med den store prisuddeling OFF Awards. Ligesom sidste år så var det et festligt arrangement med glade (og berusede) mennesker, der virkelig forstår at holde en fest. Og denne glæde smittede af på selve arrangementet, der var præget af store smil fra scenen henover alle tilskuerrækkerne. Ja, selv takketalerne var excentriske, hvoraf det bedste eksempel nok var Poul Nesgaard, der leverede sin takketale ved at fløjte.

Alle billederne fra OFF Awards kan ses nede i bunden, men inden du kære læser hopper der ned, vil jeg blot skrive et par personlige ord.

Det har på mange måder været et mærkeligt besøg på OFF i år. I modsætning til forrige, hvor jeg næsten fik set samtlige film og kom vidt omkring i det odenseanske kulturliv, så blev rejsen i år forsinket og forkortet. Den brugbare tid på festivalen blev også kannibaliseret af ydre faktorer, og så var jeg endda også i en periode syg. Men selvom det måske på papiret kan ligne en personlig skuffelse, så står jeg alligevel tilbage med en mere positiv følelse end efter forrige år – og det skyldes i høj grad menneskerne. Der er noget helt unikt ved byen, om det er dens tætte intimitet, eller blot det godtroende venligsind skal jeg ikke gøre mig klog på, men resultatet er en utrolig indbydende og varm atmosfære, hvor end man bevæger sig hen.

Og det er ligegyldigt om det er en af de mange frivillige eller foredragsholdere, så bliver man altid mødt med et hjælpsom smil. På det personlige plan har jeg også nydt godt af gensynets glæde ved at mødes med personer, jeg virkelig holder af, men normalt ellers aldrig får set (I ved hvem I er). Så til både dem jeg kende, og ikke kender, vil jeg gerne takke jer for, at I gør Odense Filmfestival til noget helt særligt, der uden tvivl er et besøg værd næste år, uanset om man bliver ramt af uheld eller stress, for der er bare ikke noget helt ligesom Odense.