Her er alle anmeldelserne af filmene fra OFF15, inklusiv alle vindere.

Our Father’s Sons
Vinder af: TV2/fyn audience award & Filmfyn Talent award

I en rappende harmoni forsøger instruktør Ulaa Salim at bygge bro i den kulturgrøft, der eksisterer, når ens forældre kommer fra Mellemøsten og man selv er født og opvokset i Danmark. Det er en flot og autentisk skildring af den forargelse og afmagt, der eksisterer hos ofrene i denne situationen. Det er et svært og ømtåeligt emne, men filmen kommer godt omkring på sølle otte minutter.

Seriously Deadly Silence
Denne animationsfilmer viser, ganske som den selv siger i starten, 60 forskellige truede dyrearter på 60 sekunder. Med meget få virkemidler – 60 ansigter og en nervepirrende baggrundsmusik – skabes der en ubehagelig stemninger, der underbygges af de nedstirrende ansigter, der penetrerer ens sjæl og skammer en helt ind i sjælen.

Katusha

Så blev det tid til den ene af de fem Robert-nominerede kortfilm, og det er i mere end en forstand et meget klassisk melodrama. En sagesløs pige ønsker blot at spille et stykke musik for sin far

mens han er ædru én eneste sølle gang, inden hun rejser til musikkonservatoriet. Scenen er sat meget hurtigt og det er ikke svært, at have medlidenhed med pigen, mens Søren Malling som den fordrukne far er rystende overbevisende. Desværre virker den mest af alt som taget ud af en dansk spillefilm, og det er på godt og ondt.

Kortfilmen ligner ærligt talt en scene, der er blevet hævet ud af fuldlænge film, men desværre er skuespillernes diktion også lige så kunstig som tilfældet er i flere danske film, mens dramaet aldrig når at blive autentisk, på trods af den korte længde.

Zombiehagen.
Til sidst blev det tid til noget så sjældent som en danske genrefilm. København er blevet offer for en zombiinfektion, og i bedste amerikanske stil følger vi en kvindelig heltinde – med bue og pil – løbe væk fra de kødædende zombier og de mange computergenererede billeder. Det var ikke nogen stor historie, men det er en beundringsværdig bedrift, at have skabt en så flot genrefilm i Danmark, og når der er så meget passion bag, er det svært at blive forarget over småtingene.

Songbird’s Shop.

I denne lille ukrainske perle finder vi en dystopisk verden, hvor menneske har fugle hoveder og fugle har menneske ansigter. Fuglende – dem med menneske ansigter – lever hele deres liv bag lås og slå i denne Gilliamske verden, hvor alt er gråt og sørgmodigt, på trods af fuglenes skønsang. Det hele er gråt og trist, bogstavelig talt, ind til en uventet farverig og livsgivende fugl viser sig.

Det er et yndigt, kreativt og smukt eventyr, som uden tvivl vil massere ens fantasi.

Wrapped.
Vi får lov til at se hele økosystemets cyklus i denne sjove, men korte kortfilm, og det er lige netop længden, der gør, at den ikke bliver længere end, hvad godt er.

Very Lonely Cock
I denne russiske tegnefilm bryder en høne, der lægger æg på samlebånd sammen. Det fører til adskillelige absurde og komiske slap-stick øjeblikke, der bryder sprogbarrieren. Mest af alt er filmen dog et symptom på den moderne ADHD, men den er sjov, for hvad den er.

Fibers.
Er ikke meget mere end en stiløvelse og en musikvideo. Så glat og tandløs som en Audi reklame og så intetsigende som en hvid væg, er måske hårde ord, men det er de mest indfangende. Der bliver ikke fortalt nogen dyb historie, eller udforsket de kreative oceaner i animationsmedie, og end ikke den korte længde kan skjule det.

Matrix
Gennem knust glas i et mørkt lokale ser vi processen hvormed et barn bliver født. Det er smukt og poetisk, om end ikke særlig medrivende.

Tsunami

Det er en elegant og billedskøn skildring af menneskelig godhed, der kan findes, på trods af de skader en tsunami kan have på ens materielle ydre.

Light Motif
I et så vovet forsøg som at ville visualisere musik, så er det utroligt, at det hele ikke falder på gulvet. Nu er jeg ganske vidst allerede fan af Steve Reich, hvis minimalistiske musik bliver gjort til billeder, men det er en harmoni igennem hele filmen, der ikke kan pilles ved, selvom ens oplevelse i høj grad afhænger af ens forkærlighed for intellektuelle perkussionister.

Planet Sigma
En didaktisk måde at vise, hvorledes selv de mest afskyeligt udseende insekter har af værdi for vores verden. Vi ser biernes drivvåde og gruopvækkende fødsel, men deres dør efterlader alligevel en med en hvis sorg. Det er utroligt, at vi kan bevæge os fra den ene ende af følelsesregistret til den anden, i løbet af så kort tid.

Beasts
Hvis du er en af de mange mennesker, der har en svag bedstemor som du ikke værdsætter, så skal denne film nok sørge for at give dig skyldfølelse, også hvis det kræver, at du skal se hende, sluge hendes piller meget langsomt, for virkelig at understreger ensomheden. Det er en god idé at tage et tabubelagt emne op, men behøver det virkelig at stoppes ned i halsen på en?

Splintertime.

En meget uhyggelig surrealistisk film, der tager nogle uventede drejninger flere gange undervejs. Der bliver ikke sagt meget med ord, men derimod langt meget vægt på billedernes symbolske betydning. Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstå den, men sådanne film må der gerne laves flere af.

Transit
Personen bag har tydeligvis set Koyaanisqatsi, og er blevet fascineret af de flotte billeder af de selvoplysende byer, men har aldrig forstået, at det var smukt og betagende, fordi der var en dybere mening og symbolik bag. Med Transit får vi i stedet blot en bunke traveling-shots med en minimalistisk lydside, der skaber en større risiko for at falder i staver, end noget andet, og som har mere tilfældes med en pauseskærm end en spillefilm.

Leidi
Vinder af: OFF Storyteller Award.

Til sidst var der et socialrealistisk drama i det brasilianske slum. Der bliver tegnet et billede af en hovedløs tilværelse, og havde det ikke været for den forrige film, ville jeg nok have værdsat det langsomme fortælletempo, men i denne kontekst fremstod det som mere tidstrækning end en måde at vise deres tomme liv.

Antiman.
Vinder af: OFF Youth Award.

I denne film fra Guyana følger vi drengen Anil, der kæmper med den meget maskuline kultur, selvom han i virkeligheden er meget mere afdæmpet og sensitiv end omgivelserne kan rumme, og måske også er tiltrukket af det ”forkerte” køn. Det er en yndig lille fortælling om en far og en søn, der prøver at acceptere og holde af hinanden, selvom de har svært ved at virkelig at forstå hinanden.

With Joy and Merriness.
Herefter fulgte så noget nært det stik modsatte. I en dystopisk fremtid, hvor menneskeheden er blevet udødeliggjort gennem en symbiose med gopler, bryder samfundet sammen, og tiden bruges udelukkende på ødelæggelse. Animationsstilen er flad, historien intetsigende og volden afskyelig sadistisk. Hvis folkene bag havde noget større i tankerne, som fremstår det ikke særlig tydeligt, og er mest af alt en ubehagelig oplevelse.

The Flesh.
I et andet animationsforsøg på at tegne en dystopisk fremtid, eksisterer ingen kærlighed og kvinder er øjensynlig blevet en hovedløs babymaskine, hvis eneste funktion er at føde børn. Det er svært ikke at himle med øjnene, når man bliver præsenteret for en så tydelig allegori til skrækudgave af vores nuværende regnearkselskende samfundsudvikling, men den siger ikke andet end det vi allerede ved, vi kan ikke fjerne mennesket fra ligningen.

Whole.

Efter disse dystopiske og meget fantasiløse animationsfilm, var det utroligt befriende at se en flot og kreative dansk film. Med sine vidunderlige farver og idiosynkratiske univers, tilføres der en ny og eventyrlig krølle på coming-of-age fænomenet, der adskiller sig fra de pengegriske Harry Potter efterligninger, ved at have en forståelig historie og en prisværdig morale – og så er den også under tre en halv time lang.

Back Home.
Midt i Vietnamkrigen er to brødre fanget i krydsilden. Det er en panisk og nervepirrende situation, og der lægges heller ikke skjul på, hvor ubehagelig krig er. Vi får et indblik i den stressede situation, hvorefter vi hopper væk igen. Der ikke så meget andet at sige end, at det er hvad man kan forvente.

Klementhro.
En fyr sejler med sin paddel, men fordi han er så irriterende bliver den taget fra ham, og så er han strandet ude i havet. Den samme irritation bliver skabt hos tilskueren i løbet af de små fire minutter, selvom det var tydeligt, at det skulle have været en sjov lille absurd film.

Selfdestructive Robot.
Vi ser en robot rende rundt og være ligegyldig og destruktiv. Hvis bare det i det mindste var underholdende.

In The Distance.

I en lejlighed højt oppe går en mand rundt og laver mondæne aktiviteter. Vi ser ikke verden uden for, men kan høre, at krigen sniger sig tættere og tættere på. Det er en meget elegant film, der næsten skal høres i stedet for at ses, fordi den virkelige historie foregår uden for billedet.

Bottom Feeders.
I et abstrakt forsøg på at vise, hvordan kvinderne er hævet over manden, og mændene er hjernedøde væsner, der tænker med deres kronjuveler, er mændene låst fast til jorden som planter, mens kvinderne er tårnhøje rumelefanter. Meget mere er der ikke at sige.

Seven times a day we bemoan our lot and at night we get up to avoid dreaming.
Som et forkrampet og sygt dukketeater bliver vi udsat for en endeløs række af skrækhistorier om menneskelig grusomhed. Det hele er dog mere kvalmende end det er indsigtsfuldt.

ZEPO.

Hvis den forrige film handlede om menneskelig grusomhed, så er Zepo en illustration af, hvordan denne ondskab kan se ud. Et stakkels barn beder de voksne om hjælp, men denne kornede verden er på ingen måde for børn.

Reflection.
Vi har alle haft tvivl om vores handlinger i livet var korrekte, men i denne film finder det sted mens en israelsk skuespiller skal i lufthavnen. Der er en drabelig drøm om det moderne menneskes præstationsangst. Hvis man vil have noget indhold, må man selv skabe det ud af billederne.

The Wanderer.
Igen en abstrakt film, om et skovvæsen, der ikke kan holde sin eventyrlyst tilbage, og simpelthen må begive sig uden for skovens trygge rammer og op mod solens stråler. En lille, men poetisk film.

No Man’s Land.
Vinder af: Animation Talent Award.

En meget dramatisk og medrivende animationsfilm om to soldater i en skyttegrav et sted i sønderjylland. I næsten halvt mørke skabes der en klaustrofobisk spænding og en næsten autentisk intensit, på trods af animationsbarrieren. Man håber virkelig de to soldater overlever angrebet, også selvom der går lige lovlig meget ”Brokeback Mountain” i den til sidst.

Goodnight Birdy.
Bedstemoren Greta mister sin mand, og må forsøge at finde en grund til at leve igen, efter hendes familie tilsyneladende ikke gør det. Det er et fint ”bortgangsdrama”, men der er visse tonale problemer, der gør det svært at aflure om det er en komedie eller en tragedie. Greta har nemlig nogle pensionistveninder, der er så sjove, at de til tider stjæler billedet. Derfor ender det med, som ved den forestilling jeg deltog i, at halvdelen af salen griner af meget tragiske scener, mens resten næsten bliver forarget.

Ødeland.

Noget så sjældent som en dansk dommedagsfilm.

Det lykkes meget hurtigt og på troværdig vis at skabe et univers, hvor næsten ingen mennesker er tilbage i Danmark, og hvor det giver mening, at danskere kan finde på at skyde hinanden, bare fordi de virker truende. Med en medrivende og forståelig historie, der også rummer en god portion action og godt skuespil, troede jeg ærligt talt, at det var en ’rigtig’ spillefilm, fordi det hele er så fuldendt. Det virker på ingen måde som et udsnit af en større film, eller en forhastet abstrakt historie, fordi skaberne har været under tidspres. Derimod fremstår den som en komprimeret fuldlængdes film, med en velfungerende dramaturgisk kurve og fungerer som en selvstændig helhed.

Vi får lært karakterne at kende, og de når at udvikle sig på troværdig vis. Det eneste negative er i virkeligheden, at jeg sindssyg gerne vil se mere af dette Dommedagsdanmark, så hvis det er nogen form for retfærdighed til, får vi lov til at se mere – og hellere før end senere.

Miami

I denne portugisiske kortfilm går de hele planken ud, og spørger sig selv, hvad ville der ske, hvis et barn, hvis eneste ønske ikke bare er at blive kendt, får muligheden ved at begå en helt ubegribelig handling. Der sættes farlig fokus på mediernes ”kendisficering” og de mennesker, der opstår som følge heraf. Paradoksalt nok bliver der ikke arbejdet særlig meget med skabe en kreativ fortælling ud af kortfilmsmediet, så det forbliver en advarende fortælling, og intet mere.

Vagabond

Den eneste Robert-nominerede kortfilm, der er animeret, er ikke bare den eneste opløftende fortælling, men er også en fryd for øjet. I en tilsyneladende dystopisk fremtid bliver en vagabonds hund taget af de elektroniske skraldemænd, hvorefter Vagabonden må gøre alt, hvad der står i hans magt for at finde ham. Det er en medrivende og overraskende dejlig lille historie, som enhver dyreelsker vil holde af.

Dinner for few
Vinder af: Børge Ring award for bedste animationsfilm.

De rige er nogen svin, materialisme er dårligt, de fattige gør til sidst oprør, og så går det ellers i ring. Sådan, der sparede du lige 10 minutter af de liv, på en meget langtrukket og alt for overfladisk film, der ikke siger noget, man ikke selv kunne have sagt på f.eks. en sætning.

I am Yours

Det er en god idé, men det forbliver ved det. Symbolikken er for det meste meget indlysende, og tilskueren bliver også hjulpet på vej, hvis der mod forventning skulle opstår nogen som helst tvivl. Animationen er også mærkelig inkonsekvent og karaktererne skifter design af tilsyneladende ingen årsag flere gange undervejs, hvilket bare skaber forvirring mere end noget andet.

Circus Nowhere

I grænselandet mellem virkelighed og fantasi stikker en lille pige af, for finde modet til at erkende hendes fars jammerlige fysiske tilstand. Det er et lille stykke dansk magiskrealisme set fra barnets perspektiv, og gør, at de slipper afsted med det ellers lidt karikerede skuespil, når hjertet er på rette sted.

Mommy
Vinder af: Robert prisen & Bedste danske kortfilm.

Endnu en Robert-nomineret film, og endnu en alt for realistisk historie. En historie om en alt for ung mor uden, det på noget tidspunkt bliver gjort til en parodi, så fremstår morens liv, der både skal inkludere fester, scoringer og så et lille barn på fem, alt for virkeligt, på trods af den absurde iscenesættelse. Det er dog i aller højeste grad skuespillerne, der driver filmen. Intet virker for tænkt eller kunstigt forarbejdet, og skuespillerne virker som mennesker, der er taget direkte ud af miljøet i filmen. Der er ikke meget andet at sige end, det fungerer.

Shiva

Forældrenes manglende overbærenhed og indsigt i teenagebørnenes udfarende adfærd sættes virkelig på spidsen i denne Robert-nominerede sorte komedie, hvor en mor bare ikke vil have, at hendes datter tager med til en svensk hytte for at fejre nytår. Der kobles hele tiden mellem meget forståelige hverdagssituationer og så det helt absurde. Salen jeg var i grinte i hvert fald højtlydt flere gange, og alle filmens fasetter fungerede i al fortrinlighed.

Listen

I en tolke situation skiftes der først fra en muslimsk kvindes perspektiv, tolkens, politiet og så til sønnen uden for. Ingen hverken lytter eller vil forstå hinanden, og det skaber – desværre tør man næsten sige – et utroligt troværdig drama. Dette er et emne, der ligger mig meget nært, og den store genistreg i dette drama er, at vi virkelig får oplevet denne situation fra alles sider. Det bliver ikke bare gjort forståeligt, hvorfor det er synd for den arabiske kvinde, men også hvorfor de danske betjente er så uforstående og frustrerede over at blive skubbet ud på sidelinjen, uden nogle redskaber til at løse situationen.
Se den for at forstå, hvorfor andre kulturer aldrig bliver forenet, medmindre man virkelige lytter til hinanden.

Discipline

Denne lille franske perle er ikke bare en alt for sjov film, hvor en ved første øjekast ligegyldig situation eskalerer lynhurtigt, men er også tætpakket med substans om kulturforskelle i det franske samfund, og vores manglende indsigt i andres situation. Med blot en lokalitet er det utroligt, hvilket et absurd drama, der skabes, og det bliver kun sjovere og mere tåbeligt efterhånden som handlingen skrider frem, og filmskaberne er kloge nok til ikke at trække længden for lang ud. Derfor forbliver det en meget intens og sammenpresset fortællingen, der er perfekt afbalanceret.

Duo

En far forsøger at få indlagt sin autistiske søn, inden han kan medvirke i en livsnødvendig operation. Det er et langsomt drama, med en underliggende dyster tone, mens vi ser faren gennemgå sorgens forskellige stadier. Fortællingen er dog lidt kluntet udlagt, så det er ikke helt til at forstå, hvorfor historien går som den går, og hvad faren egentlig vil med sin søn.

Lukas & the Aspies

Den sidste Robert-nominerede film handler om en dreng med asbergers. Hele filmen bliver fortalt for hans perspektiv, omgivelserne mest af alt virker som om de er ude af stand til at kapere ham, og det er nok filmens største fejl. For i stedet for at visse, hvordan det er for begge parter, når den ene ikke har særlig stærke empatiske evner, så fremstår det mest af alt, som om aspies er en flok enspændere, der er ligesom alle andre indadvendte, og det er en grov simplificering, der kunne have været undgået med en enkelt nuanceret scene.

Over
Vinder af: Grand Prix HCA Award (Hovedkonkurrencen)

I bedste Memento-stil fortælles historien om et lig på en gade baglæns. Det er en ren gimmick, og havde det ikke været fordi historien angiveligt er baseret på virkelige hændelser, så havde der ikke været nogen substans heller.

All Your Favorite Shows

I denne lille, men kreative film følger vi en dreng med en lidt for livlig fantasi, der bliver opslugt af den virkeligheden han ser på tv og film. Hvis man nogensinde har ”binge-watchet” en serie eller er blevet helt betaget af filmmediet, så vil man sagtens kunne sætte sig i drengens sted. Fortalt gennem en vild kreativ sammenklipning af filmklip og animation, så bliver alt rodet sammen. Den er sjov, har noget på hjerte, og så er den ikke længere end hvad godt er.

Kaori

I den digitaliserede tidsalder er det svært bare at lytte til musik. Derfor har folkene bag animeret en danser, hvis substans varierer alt efter musikkens pulsende energi. Det er pænt og musikken er behagelig, men substans er så meget sagt.

8 Bullets

Vi kender alle situationen, hvor vi bliver skudt og slået ihjel, hvorefter vi skærsilden jagter og tager vores hævn. Ligesom i Kaori er filmen fuld af flotte billeder, og det er næsten synd, at undervandsvirkeligheden som filmen skaber ikke bliver brugt til mere end en historie, der bare løber ud i sandet.

Reality

Med de stigende krav til menneskelig skønhed bliver der i fremtiden udviklet en chip, der som en Google Glass, uden glasset kan forbedre verden omkring os, inklusiv vores udseende. Det er en kærlighedshistorie, og som en komprimeret film, mødes to mennesker, der begge er bange for at blive afvist, selvom de i virkeligheden, måske ikke burde være det. Historien meget forudsigelig, men det er et ordentligt stykke håndværk, og de følelsesmæssige mål opnås hele vejen igennem.

Bendito Machine V – Pull the Trigger

Som en pessimistisk E.T. bliver et rumvæsent sendt ned på Jorden, men i stedet for en opløftende fortælling, bliver det til en årtusindlang historie om menneskelig ødelæggelse. Hele den lange historie udspiller sig på et stykke jord, hvilket er en fin måde virkelig at understrege den destruktive udvikling, så ændrer det ikke ved, at det er alt for forudsigeligt og kedeligt, så selv filmen stikker halen mellem benene til sidst.

Rearranged
Vinder af: OFF Artist Award

Næsten som en stumfilm fortælles en historie gennem billedet. Vi rejser længere og længere væk fra en sofa og forbi et flot dekureret spisebord, men der er ingen mennesker i syne. Der er så hentydninger til en historie i den magre lydside, men hvad det hele skal betyde er fuldstændig op til seeren. Det virker som en god idé på papiret, men det virker lidt for tyndt, bare at zoome langsomt ud i syv minutter. Det vil sikkert pirre nogens interesse, men for mig er det alt for tyndbenet til at jeg bliver bidt af manglen på svar.